Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Bange tyskere vælger ferie på Vestkysten

Flygtningekrise og terror betyder, at tyskerne i stigende grad vælger Danmarks om sikkert feriemål, fortalte markedschef for VisitDenmark i Tyskland, Lars Ramme Nielsen. Foto Jørgen Kirk.
Foto: Jørgen Kirk

Bange tyskere vælger ferie på Vestkysten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Flygtningekrise og terror påvirker tyske turisters rejsemønster. Det kommer Vestkysten til gode.

Det tyske rejsemarked skrumper; alligevel tegner 2016 og 2017 til at blive gode år for destination Hvide Sande.

En vigtig årsag er frygt. Flygtningekrise og terror får tyskerne til i stigende grad enten at holde ferie derhjemme eller at vælge sikre destinationer.

Og blandt de sikre destinationer er Danmark og Vestkysten, fastslog Lars Ramme Nielsen, markedschef for VisitDenmark i Tyskland.

Han var en af indlægsholderne på turismekonferencen i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter torsdag, arrangeret af Ringkøbing Fjord Turisme.

Lars Ramme Nielsen understregede i sit indlæg, at trods al snak om for eksempel velbeslåede kinesiske turister, er tyskerne stadigvæk den altdominerende nationalitet, der holder ferie i Danmark.

Tysk dominans

»60 procent af alle turister i Danmark er tyskere. Og Ringkøbing-Skjern er kongen i Tyskland«, fastslog han.

»I 2015 formåede destination Hvide Sande at vokse i et rejsemarked, der skrumpede. En årsag er, at tyskerne er bange. Danmark opleves som et land, hvor verden ikke er gået af lave, hvor det endnu er sikkert at holde ferie,« sagde han.

På lidt længere sigt er det tyske marked skrumpende, også af befolkningsmæssige grunde. Tyskerne får endnu færre børn end italienerne, og de får ingen, påpegede han.

Men for tyskerne er Danmark et vigtigt feriemål. Danmark har flere tyske turister en Grækenland eller Portugal. Der er flere tyske turister i destination Hvide Sande end i hele Norge - indbefattet Oslo.

Vi har oven i købet den fordel, at tyskerne har to yndlingsdestinationer - Østersøen og Vesterhavet. Tyskerne har selv masser af feriemål ved de to haves kyster; men Danmark har noget at byde på, som de ikke oplever i samme grad derhjemme:

God plads, mangel på regler, frihed simpelthen.

Sats på tyskere

Lars Ramme Nielsen advarede mod at stirre sig blind på at satse på de højst forbrugende gæster.

»Vi skal satse på de højst forbrugende mulige gæster,« sagde han.

Og i vort område er det i massivt omfang tyskerne.

Konference var indkaldt af den nye direktør for Ringkøbing Fjord Turisme, Sebastian Schaper, der var glad for, at 170 havde fundet vej til Ringkøbing-Skjern Kulturcenter.

Han understregede, at foreningen er til for hele kommunen. Destinationen hedder Hvide Sande, fordi det navn er kendt i Tyskland.

»Men når turisterne er kommet til området, skal vi sørge for, at de kommer ud i resten af kommunen. Det kræver, at vi samarbejder,« fastslog han.

Ændret mønster

Blandt de andre indlægsholdere var trend manager Pernille Kirstine Møller fra PEJ Gruppen, der talte om fremtidens forbrugere og detailhandel.

Hun understregede, at folks handelsmønstre ændrer sig. Detailhandlen må også forandre sig, så kunderne får lyst til at komme i butikkerne, sagde hun.

»Butikkerne skal være det modsatte af nettet. Butikken er live; den er en scene, hvor man hver dag opfører et teaterstykke, hvor butikspersonalet er castet til rollerne, og butiksejerne har skrevet og iscenesat stykket,« fastslog hun.

»I skal give kunderne oplevelser, de ikke kan få på nettet.«

Service-niveauet

Blandt de fremmødte var Rene Sonne fra tøjbutikken Hinges Hus i Ringkøbing.

»Vi er med her, fordi det er vigtigt for os at holde os opdateret og følge med i udviklingen. Vi ved, hvor stor betydning turismen har for hele området; størstedelen af vore kunder er ikke fra lokalområdet,« sagde han.

Et af dagens temaer var bedre værtsskab; undersøgelser viser, at turisterne ikke er tilfredse med serviceniveauet.

»Alle vil jo nok mene, at deres serviceniveau er i top. Men der vil altid være noget, man kan gøre bedre, og det er netop på serviceniveauet vi skal differentiere os; det er det vigtigste konkurrenceparameter i dag,« sagde Rene Sonne.

Borgmester Iver Enevoldsen var ikke i tvivl om, hvad der er afgørende vigtigt for turismeerhvervet her i kommunen:

»Det er, at vi trækker på samme hammel,« sagde han.