Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Bankdirektører jagtede røver gennem Ringkøbing

To politifolk anholdt røveren (th). Til venstre direktør Anders Behrmann og med ryggen til direktør Allan Stampe. Still fra video.

Bankdirektører jagtede røver gennem Ringkøbing

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En 56-årig lokal mand begik røveri mod Vestjysk Bank på Torvet lige omkring middagstid - han blev anholdt få minutter senere.

RINGKØBING: En 56-årig ringkøbingenser var kun på fri fod få minutter, efter at han ved middagstid begik røveri i Vestjysk Bank på Torvet.

Ifølge politiet kom han på dette tidspunkt ind i banken, henvendte sig ved en skranke med en pakke, hvor der stod "sprængstoffer" på, og sagde noget i retning af, at "det er et røveri".

Han fik udleveret et beløb i kontanter, og forlod derefter bygningen, steg på en cykel, der holdt uden for, og cyklede derfra.

Politiet blev alarmeret under røveriet, men manden blev også forfulgt af to af bankens ledende medarbejdere, regionsdirektør Allan Stampe og privatdirektør Anders Behrmann.

De holdt trit med manden, mens han i adstadigt tempo cyklede ned gennem byens gader med kurs mod havnen. I Søndergade stødte en politipatrulje til, og manden kunne anholdes uden at gøre modstand.

Det vides ikke, om han var bevæbnet.

Den anholdte havde stadig kontanterne på sig og virkede ifølge politiet påvirket af alkohol, fortæller vagtchef Anders Olesen.

Dagbladets medarbejder, journalist John Thomsen, fulgte dramaet på nærmeste hold, idet han tilfældigt kom forbi i samme øjeblik, røveriet fandt sted.

Røver varetægtsfængslet - men nægter røveri

Stille og roligt

- Lidt over middag kom regionsdirektør Allan Stampe og privatdirektør Anders Behrmann ud af Vestjysk Banks hovedindgang på Torvet i Ringkøbing, fortæller John Thomsen.

- De to var fokuserede på en mand, der i langsom tempo cyklede ad Grønnegade mod havnen.

- Mens de to bankfolk på afstand fulgte efter cyklisten, filmede Allan Stampe noget af forfølgelsen, og undervejs fik han også telefonisk kontakt med politiet.

- Ved Søndergade blev der drejet mod venstre, og da Allan Stampe og Anders Behrmann nåede til Smedegade, dukkede politiet op.

- De to bankfolk hoppede hurtigt i bilen, og nogle meter længere henne af Søndergade blev cyklisten råbt an, hvorefter politiet kunne skride til en helt rolig og udramatisk anholdelse, hvor cyklistens pose blev beslaglagt.

- Herefter blev den midaldrende mand lagt i håndjern og sat ind i politibilen.

Vagtchef Anders Olesen roser bankpersonalet for deres indsats:

- Det var en fin måde, de håndterede situationen på. De forsøgte ikke at stoppe ham, men gav os gode og vigtige informationer over telefonen, siger han.

Den 56-årige bliver torsdag klokken 9 fremstillet i et grundlovsforhør ved retten i Holstebro, hvor anklageren vil kræve ham varetægtsfængslet.