Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Diamantbryllup: »Du er min diamant, Elna«

Diamantbrudeparret Elna og Edvard ?Christensen. Foto: Mads Dalegaard


Diamantbryllup: »Du er min diamant, Elna«

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det tidligere købmandspar i Barde, Elna og Edvard Christensen, er altid sammen, og det kan ikke være bedre.

I dag har Elna og Edvard Christensen været gift i 60 år, men de har kendt hinanden i 70 år, og de har ikke tilbragt ret mange timer væk fra hinanden, for de arbejdede også sammen i en menneskealder i købmandsbutikken i Barde.

»Elna er min diamant. Vi har hjulpet hinanden, siden vi blev gift, og nu er det sådan, at jeg slet ikke kan være alene hjemme,« siger 85-årige Edvard Christensen, og 81-årige Elna smiler kærligt tilbage.

Edvard blev udlært som kommis i Egeris Mølle, hvor Elna var ung pige i huset. Siden blev Elna udlært som tandtekniker og arbejdede som sådan i fire år i Skjern, men det unge par holdt kontakten ved lige, og da købmandsforretningen blev købt i 1955, var de et fast par.

De 40 år som købmandspar fylder meget i erindringen. Ikke kun for de lange arbejdsdage, og de første hårde år, hvor butikken skulle bankes op, men også fordi butikken var et samlingspunkt, hvor alle de lokale kiggede forbi, og købmandsparret fik del i sognebørnens gøren og laden.

»Det var simpelthen så stille her i huset i Vorgod, da vi solgte butikken og gik på pension. Hvad skulle vi dog få tiden til at gå med,« siger Edvard Christensen.

Heldigvis løste det »problem« sig. Det store hus og haven skal passes, og Edvard kastede sig blandt andet over store tunge bøger og bogindbindingens kunst. Elna har spillet i kirken i 20 år som organist, engagamenter i Luthersk Mission skulle også passes. Edvard har været formand for den lokale afdeling af Luthersk Mission og blandt andet været med til at bygge plejehjemmene Bakkely i Videbæk og Klokkebjerg i Skjern.

»Vi har haft søndagsskole i rigtig, rigtig mange år, og Luthersk Mission har altid fyldt rigtig meget i vores liv. Troen har givet os hvile og håb og helt klart været med til at give os et godt liv,« siger diamantbrudeparret.

De er også lykkelige for, at de hele livet har boet i Vestjylland og været i stand til at holde fast i rigtig mange gode venner.

Parret har også stadig i veteranmotorcykel med sidevogn. På gode sommerdage kan man se dem køre en tur rundt om fjorden.

Og så er der børn og børnebørn, der har en stor plads i hjerterne.

På familievæggen hænger der et dejligt billede af hele familien, der omfatter fire børn og otte børnebørn.

Børnene er spredt over hele Danmark. Birgit bor i Valby, Bjarne i Lem, Ingeborg i Ballerup og Michael i Vejle.

»Vi har nogle dejlige børn, svigersønner, svigerdøtre og børnebørn, og vi holder hvert år en komsammen, hvor vi alle mødes et sted i Danmark, hvor der er plads til os alle. Det er rigtig hyggeligt,« siger Elna Christensen.

Nu må jeg dog hellere se at få hold på denne omtale, for dagens diamantbrudepar er i virkeligheden ikke så meget for at være i fokus.

»Det bliver kun en lille omtale, ikke,« lyder det flere gange, mens jeg forsøger ikke at spise alt for mange af de lækre hjemmebagte vaniljekranse.

Lørdag slipper de dog ikke for at være i fokus, for da er der atter fest i det lokale forsamligshus for de 70 nærmeste venner og familiemedlemmer.