Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Fødselar: Tilfældigheder skabte ambitionerne for Præstegaard

Jens Præstegaard. Pressefoto

Fødselar: Tilfældigheder skabte ambitionerne for Præstegaard

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jens Præstegaard, rektor på Gymnasiet HHX Ringkøbing og Ringkøbing Handelsskole, fylder 40 år onsdag den 17. februar.

Jens Præstegaarder på mange måder enhver vestjysk borgmesters drøm: Han kommer fra Vestjylland, rejste til Aarhus for at studere og flyttede efter eksamen tilbage til Vestjylland for at arbejde og stifte familie.

Han er født og opvokset i Ramme ved Lemvig, hvorefter han gik på Lemvig Gymnasium.

»Efter studentereksamen arbejdede jeg som murerarbejdsmand i et år, inden jeg rejste til Aarhus for at gå på universitetet,« fortæller Jens Præstegaard.

I 1996 begyndte han på statskundskabs-studiet på universitetet, som han færdiggjorde i 2005:

»Ja, det tog noget tid, for undervejs arbejdede jeg på kommunehospitalet. Nogle gange deltids ved siden af studiet. Andre gange tog jeg orlov for at arbejde fuldtids som portør, omstilling og hvad der ellers var mulighed for - jeg trængte til nogle pauser fra studiet, så man kan ikke sige, at jeg tog den slaviske vej,« fortæller han.

Men studierne blev gjort færdige. Allerede mens Jens Præstegaard gik i gymnasiet i Lemvig, havde han mødt Rikke Lisby, som han blev kærester med. Mens parret var i gang med uddannelserne i Aarhus, var de så småt begyndt at tale om at flytte vestpå, når eksamen var i hus, men de var ikke kommet videre med planerne. - Indtil Jens' mor en dag sendte en jobannonce fra Lemvig Folkeblad, hvor Ringkøbing Handelsskole søgte en underviser i samfundsfag og International Økonomi.

»Det var det første job, jeg søgte, og det fik jeg,« fortæller han.

Lynhurtigt glad

Den lige vej efter statskundskab-studiet ville have været noget med offentlig administration, men det var ikke dén vej, Jens Præstegaard valgte:

»Jeg blev bare lynhurtigt glad for at være her. Kontakten med de unge er enormt givende, og det er et stort privilegium at stå foran dem hver dag,« siger rektoren, der stadig underviser.

Der bliver ofte tegnet et dystert billede af dagens ungdom, men det billede genkender Jens Præstegaard slet ikke:

»De er generelt motiverede, de er målrettede og de er heldigvis også sjove. Og så er jeg glad for at se, at vores elever klarer sig godt, også når de kommer herfra: De får gode liv og gode jobs,« roser han.

Jens Præstegaard har ikke lavet en karriereplan. At han i dag sidder ved rektor-skrivebordet er tilfældigt, siger han selv. I 2013 blev der behov for at ansætte endnu en uddannelsesleder, og Jens Præstegaard blev spurgt, om det var noget for ham:

»Det er spændende at prøve noget nyt, så jeg takkede da ja, da Henrik Toft, som var rektor her den gang, spurgte mig. I samme omgang blev jeg it-supporter, mens jeg stadig holdt fast i min undervisning,« fortæller han.

Året efter blev Ringkøbing Handelsskole ved en fusion del af UddannelsesCenter Ringkøbing Skjern. Fusionen gjorde, at Henrik Toft blev direktør, og så blev Jens Præstegaard rektor på skolen på Vasevej 20.

»Det var en naturlig forlængelse af det job, jeg havde. Og jeg trives simpelthen så godt her på stedet. Jeg er virkelig glad for skolen og for eleverne. Derfor underviser jeg stadig alle førsteårs-eleverne på HHX i samfundsfag - det er en god måde at komme til at lære eleverne at kende på, og når vi først har den gode relation, er det også meget nemmere for dem og for mig, hvis der en dag er behov for at tage en svær samtale.«

Udvikling

Hans godt ti år i gymnasieverdenen har budt på noget af en udvikling: Da han begyndte på skolen, trådte en ny reform i kraft. En reform, der krævede mere tværfaglig undervisning, hvilket udfordrede en del undervisere på landets gymnasier - også i Ringkøbing. Lokalt kom fusionen med UddannelsesCenter Ringkøbing Skjern i 2013, som også bød på den store OK13 for gymnasielærere.

»OK13 betød store forandringer for underviserne og var en udfordring, men vi er nu godt ude på den anden side af den, siger han, velvidende at endnu en reform for gymnasieskolerne ventes vedtaget dette forår.«

Fremtiden

Skole skole skole. Skolen fylder meget, men ikke det hele for den nu 40-årige rektor, der i dag er gift med Rikke Lisby, pædagog på Rindum Kjærgaard. Sammen har de to sønner på ti og syv år. Udover at Jens Præstegaard spiller golf og løber, træner han et hold i X Fit i Rofi hver uge, ligesom han er træner for sønnens U8-fodboldhold.

»Jeg er meget glad for sport og har altid dyrket meget sport. Desværre har jeg ikke tid til selv at spille fodbold - jeg kunne ellers godt tænke mig at spille oldboys,« siger han.

Runde fødselsdage er ofte anledning til at se lidt fremad. Det gør Jens Præstegaard også. Han ser dog ikke de store udsving i krystalkuglen:

»Mit motto er »If it ain't broken, don't fix it« og sådan lever jeg meget mit liv. Jeg er rigtig glad for at være i Ringkøbing, for mit job, for menneskene her, for byen, så det har jeg ikke planer om at ændre. Jeg ser nogle udfordringer for alle kommunens ungdomsuddannelser, når vi ser, hvordan de små årgange nu er på vej. Det vil kræve hårdt arbejde at sikre kommunens brede udbud af ungdomsuddannelser, men heldigvis har vi et godt samarbejde på området, så den udfordring klarer vi også.«

Fødselsdagen markeres i første omgang med en brunch for kollegerne - senere holder han og hustruen en stor fælles fødselsdagsfest.