Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Fødselar: VUC-forstanderens gave er en terrængående værkstedsvogn

Jim Lange fylder 65 år i dag. Pressefoto.


Fødselar: VUC-forstanderens gave er en terrængående værkstedsvogn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den 19. januar fylder Jim Lange, forstander VUC Ringkøbing-Skjern, 65 år. Historien om Jim Lange er også historien om VUC .

Jim Lange voksede op i et aftægtshus ude på landet ved Stakroge.

Her boede han med sine forældre og fem søskende i et hus på 56 kvadratmeter med komfur, kamin og vandpumpe uden for.

»Vi børn deltog i at få det til at fungere i det daglige. Søndage trak vi ofte slibestenen, så økserne kunne blive skarpe. Vi huggede kvas og savede brænde. Gravede køkkenhave, hentede vand ind. Tog spirer af kartoflerne og så videre, fortæller Jim Lange, der ved siden af arbejdet derhjemme også arbejdede ude for tjene penge.

Det var en anden tid den gang:

»Telefon, indlagt vand og TV kom først, efter jeg flyttede hjemmefra i 1968,« fortæller han.

Ungdomslivet

I 1969 mødte den unge Jim sin kommende hustru Ellen.

Det var, mens han var told-elev i Horsens. Siden gik vejen omkring Dragonregimentet i Holstebro, hvorefter han sammen med Ellen begyndte på HF i Herning

i 1972. I 1974 begyndte Jim Lange på lærerseminariet i Herning, og så begyndte en lang karriere i undervisningsverdenen, der har budt på en del efteruddannelse inden for it, ordblindeundervisning og ledelse.

Som nyuddannet lærer flyttede han og Ellen til Hvide Sande, hvor begge fik job på Hvide Sande skole.

»Første år havde jeg ti forskellige klasser, hvoraf de syv var fysik/kemi. Jeg stod for fysiksamlingen og fik blandt andet skaffet radioaktive kilder. Jeg husker stadig tydeligt de tre første, der var oppe i sommeren 1979 og fik karakteren 11,« fortæller han.

Da man i 1981 byggede den nye Fjordskolen i Hvide Sande, flyttede Jim Lange på den nye skole:

»Det var spændende at få lov at være med til at starte ny skole,« husker han.

Sideløbende med lærerjobbet, var Jim Lange begyndt at undervise på VUC i forskellige ansættelser som timelærer/kombinationsansættelse.

»I de år kom der så megen undervisning, at på et tidspunkt var deltagerfrekvensen set i forhold til indbyggertal den højeste i landet,« fortæller Jim Lange, der i 1984 blev viceforstander på VUC Ringkøbing-Holmsland.

VUC

Historien om Jim Lange er i den grad også historien om VUC i Ringkøbing-Skjern Kommune. For siden han blev viceforstander i 1984, har han været med til tre fusioner.

Først i 2000 hvor fem VUC'er blev til tre, og VUC Ringkøbing Fjord opstod som den ene. I januar 2007 blev amterne nedlagt, og VUC Ringkøbing Fjord spaltet.

HF fusionerede med VGT, mens delene AVU (almen voksenuddannelse), FVU (forberedende voksenuddannelse) og OBU (ordblindeundervisning) fusionerede med Skjern Tekniske skole, der i samme forbindelse skiftede navn til UddannelsesCenter Ringkøbing Skjern.

Senere kom en ny fusion, hvor Vestjydsk Handelsskole og Ringkøbing Handelsskole også blev en del af UCRS.

»Fusionerne har gjort os alle mere robuste - vi har fået flere strenge og større basis for at have eksempelvis en bæredygtig administration, siger Jim Lange og tilføjer:

»Jeg synes, hver fusion har gjort os bedre. Vi oplever synergi fra alle sider. Tættere samarbejde er meget lettere, når vi er »en familie«, hvor styrker fra de enkelte afdelinger meget lettere kommer i spil.

»Selvom Jim Lange har været i VUC siden 1984, er det stadig spændende, siger han:

»Det bedste er at være leder for en flok dygtige, fleksible og forandringsparate medarbejdere. Samtidig er jeg meget glad for og stolt af den fleksible måde vi kan arbejde på: vi har løbende optag på holdene og gennemfører både afklaring og undervisning ude på de enkelte virksomheder, hvis de ønsker det. Vi hjælper også mange unge, der har udfordringer med karakterkravene på EUD, og det medfører alt sammen, at rigtig mange får glæde af VUC.«

Naturmenneske

Men det er ikke arbejde det hele. Siden 1998 har Jim Lange og hustruen haft et mindre landbrug i Klegod.

Det meste af jorden er lejet ud, men der er lidt skov, et skovhus, køkkenhave og blomsterbede, der skal passes, ligesom der også hele tiden er noget ved husene at gøre.

»Jeg er meget glad for naturen og for at gå ture i især skove sammen med min kone og vores hund. Vi har haft tre af racen foxterrier. Lige nu har vi ingen, men det kommer nok snart igen. Men jeg nyder også en god krimi og krydsord,« fortæller han.

Om der gemmer sig krimier eller krydsord i fødselsdagsgaverne vides ikke. Der er dog helt styr på én gave:

»Gaven fra mig selv er en terrængående værkstedsvogn, som jeg har fået smedene i skolepraktikken på Skjern Tekniske Skole til at lave,« siger fødselsaren spændt.