Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Fokus på havets sundhed: Plastikflasker bliver til kunst

Antonella Diana viser, hvordan man bruger maskinen til at lave lange tynde strimler af plastikflasker. Foto: Mads Dalegaard


Fokus på havets sundhed: Plastikflasker bliver til kunst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Børn og voksne kreerer havdyr fra plastik på Teatret OM. Workshoppen sætter fokus på de store mængder plastik i verdenshavene.

Teater OMs scenograf Antonella Diana tager mandag til torsdag i vinterferien imod børn og deres forældre og bedsteforældre for at lave plastikworkshop. Det eneste, man skal have med, er plastikflasker, som kan blive lavet om til underfulde havdyr, eller hvad man ellers har fantasi til at kreere. Det er nemlig fantasien og kreativiteten, der er i fokus på workshoppen.

Der er brug for værktøjer til at kunne omforme plastemballagen til dekorative figurer. Antonella Diana har blandt andet specialbyggede maskiner, som ved håndkraft kan omdanne en plasticflaske til lange strimler af plastik.

Vækker opmærksomhed på plastik

Workshoppen er dog ikke alene arrangeret for sjov. Antonella Diana mener, at deltagerne ved at genbruge plastikken og skabe nye ting kan blive opmærksomme på problemet med store mængder plastik i verdenshavene.

»Det er en investering i fremtiden, for hvis vores børn bliver opmærksomme på problemet, så vil de tænke mere over, hvor meget vi bruger plastik,« siger scenografen.

Workshoppen har forbindelse til teatrets forestilling »Hvalens sang«, som også har fokus på, hvilken indflydelse menneskers forbrug af plastik har på havets dyr.

Fordybelse uden alder

I teatrets værksted sad der tirsdag formiddag en lille flok børn med deres forældre og bedsteforældre. Efter at Antonella Diana havde vist, hvordan maskinerne bruges, var det bare at gå i gang. Det kan måske umiddelbart være svært at se, hvordan en plastikflaske lige skal blive til plankton eller en fisk, men heldigvis var der hjælp at hente. Antonella Diana havde nemlig lavet workshoppen på Den Blå Planet tidligere, og resultatet af det arbejde hang på et stativ som farverige, skøre og fantasifulde havvæsener. Her kunne deltagerne hente inspiration til deres helt egen kreation.

Der gik ikke lang tid, før der var gang i maskiner og fuldstændig koncentration omkring plastikarbejdet. Det gjaldt ikke bare børnene. For forældrene kastede sig ud i at lave havdyrene med lige så stor entusiasme som børnene. Det overraskede Mikael Biehl Hansen, der lavede en »bernaise-fisk« - en fisk lavet af bernaiseemballage - sammen med sin søn.

»Vi tog egentlig herned for børnenes skyld, men det er dejligt, at man også som voksen kan få lov til at lege lidt,« sagde han

Farlig plastikhaj

Herman var på workshoppen med sin bror og mormor, og han havde en klar idé om, hvilket dyr han ville lave. Den 4-årige plastikskulptør var ikke i tvivl om, at han skulle lave en haj. Og den skulle være meget farlig. Hajen blev bygget af fire-fem forskellige plastikemballager, hvor øjnene for eksempel blev lavet af de rør, der er inden i en flaske flydende håndsæbe.

Udover de specielle maskiner til at lave strimler, brugte skulptørene limpistol og boremaskine til at lave deres plastikemballage om til havdyr.