Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Folketingspolitikere vil have minister til at se på mail-regler

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøl får mail-sagen på sit bord. Arkivfoto

Folketingspolitikere vil have minister til at se på mail-regler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kommunerne skal ikke selv kunne afgøre, om en borgmester kan få adgang til sine politiske kollegers e-mails, mener lokale folketingspolitikere, der vil diskutere sagen med indenrigsministeren.

Det kan ikke være rigtigt, at en kommune selv kan gå ind og bestemme, om en borgmester kan få adgang til andre politikeres mails.
Dennis Flydtkjær, MF for DF

Ringkøbing-Skjern: Det kan godt være, at Statsadvokaten mener, at der ikke blev begået noget strafbart, da borgmester Iver Enevoldsen (V) og daværende kommunaldirektør Niels Erik Kjærgaard sidste sommer beordrede en gennemlæsning af otte byrådspolitikeres e-mails til teleanalytiker John Strand.

Men nu får sagen tre midt- og vestjyske folketingspolitikere til at reagere. De vil tage sagen op med økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll.

- Det kan ikke være rigtigt, at en kommune selv kan gå ind og bestemme, om en borgmester kan få adgang til andre politikeres mails. Alle politikere har brug for et rum, hvor de kan sende fortrolige mails mellem politiske kolleger, borgere og andre. Hvis der er mistanke om misbrug af mailen, så er det en politisag. Derfor mener jeg, at sagen fra Ringkøbing-Skjern er grotesk, siger folketingsmedlem Dennis Flydtkjær (DF).

Han får opbakning fra Andreas Steenberg (R).

- Det bør ikke være lovligt, at man kan gå ind og læse politikeres e-mails. Der er risiko for, at det kan bruges politisk, og derfor går det simpelthen ikke. Det ville være en kæmpe-skandale på Christiansborg, hvis Lars Løkke havde valgt at gennemlæse en politisk modstanders e-mails. Er der mistanke om en kriminel handling, så er det en sag for politiet og ikke borgmesteren, siger han.

Steenberg er ligesom Flydtkjær bekymret for fortroligheden mellem politikerne og borgerne, hvis der er risiko for, at de folkevalgte kan blive læst over skulderen.

Også Socialdemokratiets vestjyske folketingsmedlem Annette Lind vender tommelen ned for Ringkøbing-Skjern Kommunes mailregler:

- Som politiker er ens mail privat. Der skal ikke være nogen slinger i valsen. Der er stor forskel på, om man er ansat som medarbejder i en kommune, eller om man er politiker. Der er brug for en helt anden fortrolighed overfor de borgere, som henvender sig til mig hver eneste dag. Det gælder også for byrådspolitikere, siger hun.

Dennis Flydtkjær er ved siden af jobbet i Folketinget også lokalpolitiker i Herning. Her er han faktisk ikke klar over, om han er underlagt de samme regler som politikerne i Ringkøbing-Skjern.

- Jeg ved det ikke. Men det er endnu værre, at borgerne heller ikke gør det. Vi kan ikke bede borgerne om at undersøge, hvordan reglerne er, inden de sender fortrolige mails til deres lokale politikere. Det er bare ikke godt nok, siger han.

Om de tre politikere får hul igennem til indenrigsministeren, der har kommunerne som sit ansvarsområde, vil tiden vise.

Mail-sag: Minister skal forbyde snageri