Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Frontalt: De rettroende

Poul Osmundsen, journalist, Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Foto: Tommy Kofoed

Frontalt: De rettroende

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Denne uges frontalt sætter fokus på sagen fra Grimhøj moskeen, som er omtalt på Tv2.

Stakkels Abu Bilal.

Her belærer imamen kvindelige muslimer om, at er de utro, skal de piskes og stenes ihjel.

Og hvad sker der?

Pludselig befinder manden sig midt i en shitstorm af forargelse.

For blandt de kvinder, der under belæringen i Grimhøj moskeen i Aarhus hang ved patriarkens læber for at annamme hans guldkorn, direkte fra jernalderens arabiske ørken, var også en muldvarp fra TV 2 med en lydoptager.

Hun samlede bevismateriale til programserien »Moskeerne bag sløret« for at afsløre, hvad det egentlig er, visse imamer prædiker.

Det er sådan noget, som at dræber man en muslim, skal man selv dræbes; frafalder man islam, skal man dræbes; kvinder må ikke sige nej til at have sex med deres mand, selv om han tæver dem; børn skal have tæv, hvis ikke de lytter ordentligt efter, når de bliver belært om profetens visdomsord.

Tidligere har Abu Bilal også vakt en vis opsigt ved at udtale, at jøder skal slås ihjel; det fik han en dom for i Tyskland.

Men den forargede offentlighed - mest politikere - gør Abu Bilal uret, når de nu frådende kaster sig over den stakkels mand.

Han tager det nemlig alvorligt, hvad der står i koranen og haditherne - de korte beretninger om profeten Muhammeds handlinger eller udtalelser i en given situation, der har retsgyldighed i sharialovgivningen.

Jeg har den største respekt for de kvindelige kolleger, der afslørede, hvad der foregår i danske moskeer. Men det overrasker mig, at det kan overraske nogen, hvad de er kommet hjem til TV 2-redaktionen med.

De »afslørede« imamer har jo belæg for, hvad de siger i muslimernes hellige skrifter; det kan nok så meget skinhellig forargelse fra politisk hold ikke ændre ved.

Det ville de forargede have vidst, hvis de havde gjort sig selv den ulejlighed at sætte sig ned for at læse koranen og et passende udvalg af haditherne.

I virkeligheden har vi vidst det hele tiden; det er jo ikke første gang, den slags afsløringer er kommet for dagen.

Vi glemmer det bare belejligt dagen efter, og det samme vil ske her; i næste uge er vi gået videre til næste punkt på dagsordenen, og Abu Bilal & Co prædiker stadig leveregler fra den arabiske middelalder for kvinder, der skal leve i Danmark anno 2016.

Problemet er, at vi ikke aner, hvad vi skal gøre ved det. Vi forstår ikke, hvordan de kan forkaste vort samfund, som vi betragter som det bedste af alle tænkelige.

Vi er komplet hjælpeløse, fordi vi er blevet uvante med at håndtere det religiøse. Vi forstår ikke mennesker, der lader deres liv styre af guddommelige regler, som set med vore øjne er vanvittige eller endda direkte onde.

Der findes også andre grupper, der gør det; visse kristne folkekirkelige retninger og kristne sekter, Jehovas Vidner, mormoner, buddhister, Scientology, Hare Krishna og så videre.

Forskellen på dem og muslimerne er bare, at de går stille med dørene og i det store og hele passer sig selv. De er små grupper, og deres tro udgør ikke nogen trussel mod den offentlige orden.

Men når det gælder virkelig troende muslimer som Abu Bilal, er vi på herrens mark.

Hvad skal vi gøre ved dem, når det, de prædiker, har belæg i deres hellige tekster, og når de hellige tekster er fuldstændig på tværs af, hvad vi holder helligt i det verdslige samfund?

For noget holder vi jo i en vis forstand helligt: »Frisind«, »tolerance«, »multikultur«, »inklusion«, »ligestilling«, »demokrati«.

Problemet er bare, at intet af det har værdi for rettroende muslimer. De har ganske enkelt en anden opfattelse af, hvordan verden skal skrues sammen.

Dertil kommer, at alle vore værdier er skrøbelige.

De er et overskudsfænomen, et produkt af det moderne velfærdssamfund. De smuldrer, så snart de støder på alvorlig modstand, på nogen der ikke vil spille med. Er vi overhovedet villige til selv at sætte livet på spil for dem?

I næste uge prædiker Abu Bilal igen, at utro kvinder skal piskes og stenes. Han kan ikke andet, for han mener, at han har Allah på sin side.

Hvad skal vi gøre ved det? Aner det ikke.

Men vi er åbentbart ude af stand til at tage ved lære af vore erfaringer.