Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Frontalt: Kultur-pinger

Poul Osmundsen, journalist, Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Foto: Tommy Kofoed

Frontalt: Kultur-pinger

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

»Et »kreativt« menneske, der gemmer en selvfed forargelse over »de andre« i sit hjerte, og hvis læber er dannede således, at idet sukket og skriget strømme ud over dem, lyder de som fad, flommet farisæisme.« - Sådan begynder denne uges frontalt.

»Hvad er en kultur-ping?«

»Et »kreativt« menneske, der gemmer en selvfed forargelse over »de andre« i sit hjerte, og hvis læber er dannede således, at idet sukket og skriget strømme ud over dem, lyder de som fad, flommet farisæisme.«

Ja, undskyld til Søren Kierkegaard for mit misbrug af den store filosofs bevingede ord om, hvad er en digter er; men jeg syntes, at hans visdom bør opdateres til 2016 og udbredes til et lidt bredere felt af kulturlivet end poeter.

Filminstruktører, blandt andre. Thomas Vinterberg, eksempelvis.

I Jyllands-Posten udtalte han i denne uge, at »jeg skammer mig over det danske ansigt udadtil«, og så kører den ellers på de høje nagler om Danmarks umenneskelige flygtningepolitik.

Der er ifølge interviewet i Jyllands-Posten ikke den ting ved dagens Danmark, Thomas Vinterberg ikke skammer sig over i forbindelse; den »skræmmekampagne, der har været i gang«; »det politiske liv i Danmark«.

Han mangler nærmest kun at kritisere det ikke-inkluderende danske vintervejr, men det må være en forglemmelse.

Heldigvis er vi dog ikke alle fortabte.

»Bag det politiske liv findes stadig en befolkning af godhjertede mennesker«, citeres han for at have sagt.

»Godhjertede mennesker?!?«

Jeg troede ellers, at det udtryk var gået af mode samtidig med hjemstavnsromanen og dens godlidende fattigbønder.

Heldigvis er Jyllands-Postens Michael Enggaard ikke en af de sædvanlige journalister, der bare agerer mikrofonholder, hver gang en eller anden kultur-ping åbner munden og siger et eller andet forarget om Danmarks flygtningepolitik eller vores indskrænkede nationalkarakter.

»Og de mennesker, der støtter regeringens poltik, har ikke gode hjerter«, spørger han således den store instruktør.

Det skulle han ikke have gjort. Kulturpingerne er ikke vant til kritiske spørgsmål, og Vinterberg bevæger sig øjeblikkelig ud på ikke-bæredygtig is:

»Jeg mener, at den politik, der bliver ført, er uværdig over for de mennesker, vi tager imod eller ikke tager imod. Når jeg forsøger at orientere mig i det politiske landskab, har jeg svært ved at finde nogen, der både kan opføre sig værdigt og samtidig tage et ansvar for, hvordan vi skal håndtere denne situation.«

Thomas Vinterberg erkender altså, at spørgsmålet er kompliceret. Det forhindrer ham dog ikke i at opdele danskerne i »godhjertede mennesker«, der mener det samme som ham selv, og resten, der så må være ond-hjertede.

Den prisværdige Michael Enggaard fortsætter med at riste Vinterberg over hans uigennemtænkte tankers sagte ild, og til sidst kan instruktøren kun forsøge at slippe ud af sin egen fælde ved at hale verdens billigste trick ud af ærmet: Vinterberg ved ikke selv, hvordan samfundets ressourcer skal fordeles, så »det må du spørge en politiker om.«

Yeah, right, Vinterberg!

De samme politikere, som du lige har svinet til, og hvis vælgere du lige har frakendt godhjertethed.

Thomas Vinterberg er faktisk en udmærket filminstruktør. »Festen« er en klassiker, og »Jagten« en førsteklasses thriller med mening.

Så hvorfor holder han sig ikke til sit håndværk?

Hvorfor insisterer han på at slutte sig til rækken af danske kultur-pinger, der gør sig selv til grin ved uforpligtende at »skamme sig« på nationens vegne over vores flygtningepolitik, eller hvad det nu kan være uden at være i stand til så meget som at antyde bæredygtige løsningsforslag?

Jeg tror, vi måbende tilhørere og tilskuere må være forstående og overbærende; vi må være godhjertede.

Vi må forstå, at det er ikke nemt at være kultur-ping i dagens Danmark. Man er under et konstant pres for at have en mening om noget, man ikke ved mere om - snarere mindre - end en hvilken som helst anden faglært. Man må hele tiden markere, at man mener det samme som alle de andre kulturpinger; en slags manisk besværgelse, der beviser, man er godhjertet.

Vi må forstå, at de ligger under for myten om kunstneren som mennesket med den særlige indsigt, det, hvis læber - som Kierkegaard sagde - er formet, så suk og skrig bliver til »skjøn musik«. Staklerne tror, at deres jammer også på magisk vis forvandles til begavede indsigter.

Det er lidt grinagtigt.