Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Frontalt: Våbentilladelse

Poul Osmundsen, journalist, Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Foto: Tommy Kofoed

Frontalt: Våbentilladelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Denne uges frontalt handler om peberspray og våbentilladelse

Lige efter den multikulturelle nytårsfest i Køln registrerede Google en eksplosion i antallet af søgninger i Tyskland på ordet »Pfefferspray«.

De søgende skal dog ikke regne med at finde:

Hen over efteråret er salget af peberspray i Tyskland eksploderet med 600 procent, og forhandlerne melder alt udsolgt.

Det samme gør våbenhandlerne i Østrig, hvor man kan købe haglbøsser uden våbentilladelse. Allerede længe har det dog været umuligt at opdrive en af slagsen i alpelandet.

I Sverige forlyder det, at aldrig har så mange taget jagttegn eller er blevet medlem af en skytteforening som nu.

Jeg må indrømme, at tanken om at tage jagttegn også har strejfet mig.

Ikke fordi jeg har planer om at blive en fare for den vestjyske fauna. Men det kunne nu være rart med en våbentilladelse...

Lige som stadig flere europæere stoler jeg ikke på myndighedernes evne eller vilje til at beskytte borgerne.

Det er slemt nok med den manglende evne; forsvar og politi er sparet halvt ihjel i stort set alle europæiske lande.

Mere foruroligende er myndighedernes manglende vilje til at beskytte borgerne. Begivenhederne i Sverige og Tyskland, hvor myndigheder og presse i fællesskab har søgt at undertrykke grove overgreb mod kvinder er blot toppen af isbjerget:

En forkvaklet kulturmarxisme har inficeret de meningsdannede lag i de vestlige samfund som en smitsom hjernebetændelse; sympati og eftergivenhed over for kriminelle, multikultur og »antiracisme« trumfer tilsyneladende almindelige borgeres sikkerhed.

Overalt i Europa ser vi grove myndighedssvigt. Og alt for ofte fungerer pressen som det syge systems håndlangere, og skjuler, bagatelliserer eller relativerer aktivt forbrydelserne.

Udviklingen har længe været undervejs. Allerede i 1993 skrev den tyske tænker, Hans Magnus Enzensberger i »Med udsigt til borgerkrigen« om den nye type »molekylære borgerkrige«, hvor især samfundets overflødige, rodløse og aggressive unge mænd antænder uro.

Tiden har blot givet ham ret; det er blevet stadig værre siden, og vi ser nu både blodige udbrud af terror, og hvad man kunne kalde en form for lavintensiv hverdagsterror i form af overfald, hærværk, chikane, trusler, tricktyverier og truende, hæmningsløs adfærd; altsammen noget, der øger folks generelle utryghed.

Bemærk venligst, at selv om en stor del af disse molekylære borgerkrigstendenser kan henføres til indvandrings- og asylpolitikken, går de langt videre end det; i eksempelvis Tyskland skiftes venstre- og højreradikale til at smadre hinanden, politiet og deres omgivelser.

Årsagen til miseren er først og fremmest statsmagtens fraskriven sig magten; eller rettere statens traditionelle form for magtudøvelse, som ikke er beskrevet klarere og tydeligere end i Jyske Lov anno 1219:

»Det er også rigtigt, dersom nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.«

Nøgleordet her er »frygten for øvrigheden«.

Hos stadig større dele af befolkningen eksisterer den ikke længere.

Indtil nu har de velafrettede befolkninger i Vesten ladet sig regulere af deres egen indre stemme, der langt hen af vejen er formet af den kulturmarxistiske ideologi, som dominerer uddannelsessystem og medier.

Vi er kontrolleret af angsten for offentlig udskamning og de eventuelle sociale og økonomiske sanktioner, som følger deraf, såfremt vi ikke har de godkendte meninger.

Men den molekylære borgerkrigs stadig mere håndfaste udslag har afsløret statsmagten som en papirtiger.

I sin egen bærende ideologis vold formår den ikke andet end at søge at fortie eller benægte virkeligheden: At den ikke længere er i stand til at garantere det allermest grundlæggende for borgerne i en stat - deres fysiske og økonomiske sikkerhed.

Der er kun to svar på det problem:

Enten tvinges statsmagten til at bruge drakoniske midler, som vi har set det i Frankrig, hvor der stadig er undtagelsestilstand.

Eller også bevæbner borgerne sig.

Og ikke nødvendigvis kun med peberspray.