Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Gamle Dage: 1 million grise, splinter i tæerne og en radio-protest

?Nu er det Finn, Finn, Finn - fes den ind, ind, ind på æ lystawel?. Sådan sang gymnasie-eleverne i Tarm, da de 1. februar 1991 tog imod VGTs nye rektor, Finn Rosgaard, der som sin første officielle rektor-handling måtte klippe en rød snor over for at få lov til at træde ind på VGTs enemærker. - På billedet fra Dagbladet ankommer Tove og Finn Rosgaard til gymnasiet, hvor de blev modtaget af de 400 elever, som dannede spalier.

Gamle Dage: 1 million grise, splinter i tæerne og en radio-protest

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Glimt fra før verden gik af lave. Redaktion: Kristian Sand

1916 - 100 år siden

Elektricitetsværk

Den 22. januar: Ved et møde i Grønbjerg Forsamlinghus valgtes et udvalg, som skal arbejdere videre med planerne om et elektricitetsværk i Grønbjerg. Det fik følgende sammensætning: Kristen Hansen, maler Stampe, Martin Mortensen, lærer Vestergaard og Johs. Hansen.

1941 - 75 år siden

Skisports-udflugt

SKJERN: Mandag 3. februar: 20 deltog i Skjern Turistforenings skisports-udflugt til Lemvig i går. Man rejste fra Skjern med 10-toget og skulle have været fremme i Lemvig ved 13-tiden, men en maskinskade på lokomotivet i nærheden af Lem gav 2 timers forsinkelse. Opholdet i Lemvig blev dermed skåret ned fra 5 til 3 timer. Men deltagerne havde en god og lærerig dag i bakkerne omkring Lemvig.

Skolelukning

BORRIS: Mandag 3. februar: På grund af kulden og af hensyn til brændsels-vanskelighederne er skolerne i Borris lukket de fire første dage i indeværende uge - eventuelt hele ugen ud.

Kulde-aflysning

SKJERN: Mandag 3. februar: Centralvarme-anlægget i Skjern Kirke frøs til i sidste uge. Vandet i selve kedlen var frosset til is, og i løbet af lørdagen konstaterede man, at to radiatorer var frostsprængt. Søndagens gudstjenester måtte dermed aflyses.

1966 - 50 år siden

Splinter i tæerne

HANNING: Tirsdag 1. februar: Forsamlingshuset i Hanning skal både have nyt værtspar og nyt gulv i salen. Sinne og Svend Pedersen har sagt op og flytter til Rækker Mølle, og skolen klager over, at børnene får splinter i tæerne, når de har gymnastik. Gulvet er kun et halv snes år gammelt, men må nu skiftes af hensyn til brugerne.

Tvillinger fylder 80

VIDEBÆK-FINDERUP: Onsdag 2. februar: Fredag 4. februar fylder tvillinge-søstrene Kirstine Jensen, Finderup, og Maren Mikkelsen, Videbæk, 80 år. De stammer fra Rudmose i Brejning. Maren Mikkelsen blev gift med Mads Mikkelsen, Kildsig, i 1911. Samtidig overtog ægteparret Vestergård i Herborg. Kirstine blev gift med Anton Jensen i 1913, og de overtog hans fødehjem i Finderup.

Heldig pige

HVIDE SANDE: Torsdag 3. februar: Hanne Andersen, datter af fisker Anders S. Andersen, Hvide Sande, er en heldig 13-årig pige. For et par år siden vandt hun et fint sybord, og i går vandt hun en båndoptager på en lodseddel, hun havde fået som præmie for at sælge lodsedler for.

1991 - 25 år siden

Årvågen hund

FPF. SDR. NISSUM: Onsdag 30. januar: Hunden er menneskets bedste ven. Dette må gårdejer Peder Bendtsen, Sdr. Nissum, sande. Ved 2.40-tiden i nat var der udbrudt brand i en længe, hvor Peder Bendtsen har gulerodsvaskeri. Familiens soveværelse ligger modsat, så man bemærkede ikke noget, før hunden begyndte at gø som en besat. Falcks brandvæsen fra Ulfborg blev straks tilkaldt og mødte med tre biler og 16 mand. Det lykkedes at få branden under kontrol, inden den bredte sig til andre længer.

1 million grise

SKJERN: Torsdag 31. januar: Ornestation Vest ved Skjern får snart plads til dobbelt så mange orner. I går holdt man rejsegilde på en ca. 1000 kvm. stor stald, hvor der kan være 62 orner - det samme som i den eksisterende staldbygning. Samtidig lukkes ornestationen i Ansager. Med fuld kapacitet kan der blive ca. 1 million grise om året ud af den sæd, som vil blive produceret på Ornestation Vest. Det er 15 pct. af alle grise i landet.

Radio-protest

RINGKØBING: Lørdag 2. februar: Ringkøbing Nærradio har meddelt, at man stopper udsendelserne 4. februar. Stationen er frustreret over, at man har fået tildelt en sendefrekvens på 107,9 mHz. "Frekvensen er så dårlig, at kun halvdelen af lytterne kan tage den på deres radio", konstater nærradioens daglige leder, Thomas Madsen.