Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Gamle Dage med en 85-årig i luften, homebanking og farvel til Helga

I marts 1966 præsenterede arbejdsgruppen bag et kommende Smedenes Hus i Lem et fornemt projekt, udarbejdet af arkitekt Flemming Bay-Jørgensen, Ringkøbing. I gruppen sad bl.a. byrådsmedlem Preben Holm og to af metalindustriens veteraner, Peder Hansen, Vestas, og Aage Øllgaard, Lem Pumpefabrik. Planen var, at byggeriet skulle fuldføres inden årets udgang, og budgettet lød på 4,3 mio. kroner, hvoraf 1,1 mio. var tilskud fra kommunen, amtet og EU. På en stiftende generalforsamling tirsdag 5. marts 1966 valgtes følgende bestyrelse: Johannes Jensen, Hydromann. Knud Erik Pedersen, HSH. Preben Holm, Borger- og Håndværkerforeningen. Birgitte Grün Christensen, Lem Skole. Niels Ole Hansen og Jenny Nielsen fra byen. Valget af en repræsentant fra Vestas blev udskudt.

Gamle Dage med en 85-årig i luften, homebanking og farvel til Helga

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Glimt fra før verden gik af lave. Redaktion: Kristian Sand.

1916 - 100 år siden

Elektricitet
STAUNING RINDUM: Den 1. marts: Der er god stemning for at få etableret et elektricitetsværk i Stauning. Arbejdsudvalget består af Chr. Rahbæk, mejeribestyrer J. Jensen og Chr. Rindom, Mejlby. - Det fornødne materiale til elektricitetsværket i Rindum er begyndt at ankomme - således i går en vognladning bæremaster til ledningsnettet.

1941 - 75 år siden

Ejendomshandler
VESTJYLLAND: Mandag 10. marts: - Smed Nordestgaard, Husby, har solgt sin smedje til smedesvend Vagn Christensen, Lem, for 10.000 kr. - Ringkøbing Kommune har solgt ejendommen Østergade 20 til sagfører A. K. Andreasen, Ringkøbing. - Maler Richard Lauridsen har købt tømmerhandler Trillingsgaards ejendomme Tværvej 8-10, Ringkøbing.

127 efterkommere
VIDEBÆK: Onsdag 12. marts: Enkefru Stine Østergaard, Videbæk, døde i går efter få dages sygeleje. Hun kunne være fyldt 100 år den 21. april. Hun havde i 39 år et godt hjem hos sin ældste datter, og hun efterlader sig otte børn, hvoraf de fire bor i Videbæk, 50 børnebørn og 69 oldebørn - i alt 127 efterkommere.

1966 - 50 år siden

85-årig i luften
STAUNING: Mandag 7. marts: Flyselskabet Faroe Airways har søndag 13. marts indbudt Stauning Sogneråd og beboerne på De Gamles Hjem i Stauning til en rundflyvning over Fjorden, Skjernå-dalen, Skjern og Ringkøbing. Fire af de ældre har sagt ja tak, og den ældste af dem er 85-årige William Nielsen, som ikke betænkte sig. Han har tidligere fløjet fra Billund til Malmø og vil gerne en tur i luften igen.

Hygge-musik
SKJERN: Tirsdag 8. marts: Tandlæge Skjerning prøver nu noget nyt for at berolige nervøse patienter i de små pauser, som opstår under behandlingen. Han sætter et par øretelefoner på patienten, som så kan slappe af til hyggemusik fra en båndoptager.

Nedlæggelse?
TIM: Onsdag 9. marts: Tim Andelsmejeri står formentlig foran nedlæggelse. Mejeribestyrer L. Ravn Andersen fratræder på grund af alder, mælketilførslen er faldende, og årsresultaterne er ligeledes blevet dårligere. I løbet af kort tid indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvor mejeriets fremtid afgøres.

Politi-assistent
SPJALD: Torsdag 10. marts: Overbetjent B. Linck, Spjald, er fra 1. april udnævnt til politiassistent og stationsleder i Hirtshals. Overbetjent Linck har gjort tjeneste i Spjald i 5 år. Det er endnu ikke afgjort, om der skal en ny landbetjent til Spjald.

Nattevagt
SKJERN-TARM: Torsdag 10. marts: Fra og med i aften indføres en nattevagt-ordning i Skjern, Tarm og Ølgod. Det er en tjeneste, som Jyske Vagtservice, Esbjerg, udfører, og man oplyser, at 70 pct. af forretningerne i de tre byer abonnerer på vagtordningen. Nattevagten udføres rent fysisk af Tonni Olesen, Ølgod, som aflægger kontrolbesøg ved forretningerne.

1991 - 25 år siden

Homebanking
VESTJYLLAND: Onsdag 6. marts: 20-25 kunder hos Unibank i Ringkøbing, Skjern og Tarm har fået etableret en direkte forbindelse fra deres hjemme-computer til banken, således at de kan betale deres regninger fra skrivebordet hjemme i stuen i stedet for at skulle på i banken eller posthuset. Det nye system hedder Unitel og er først og fremmest en service for erhvervskunderne, men kan altså også udnyttes af private. Det forudsætter, at kunden har en PCer og får installeret et moden til 1000 kr. Denne kobles til telefonen, og for en afgift på 100 kr. om måneden er man on-line med bankens edb-afdeling.

Narkose-tjenesten
VESTJYLLAND: Torsdag 7. marts: Ringkjøbing Amtsråds sundhedsudvalg vil fastholde narkose-tjenesten på de tre små sygehuse i Ringkøbing, Tarm og Lemvig, selv om der er kommet en ny skærpet vejledning fra Sundhedsstyrelsen. Tjenesten fungerer på den måde, at der arbejder en narkoselæge fra Holstebro eller Herning på de små sygehuse 2 dage om ugen, og amtets sundhedsudvalg vil udvide denne tjeneste til 3 dage ugentlig.

Højtydende køer
TARM: Torsdag 7. marts: Den højestydende besætning i Egvad Kontrolforening står hos Peder Nørgaard Sørensen, Lønborg. Det er en blandet besætning på 45,2 årskøer og en gennemsnitlig ydelse på 7700 kg mælk og 565 kg fedt og protein, nemlig hhv. 4,14 og 3,19 pct. Den bedste SDM-besætning på 58,8 årskøer står hos Jens Klynge, Ådum. Den bedste RDM-besætning på 28,4 årskøer står hos Chr. Hansen, Ådum. Og den bedste jersey-besætning på 39,9 årskøer står hos Poul Bøndergaard, Lønborg.

Stopper flyvningerne
STAUNING: Fredag 8. marts: Så sent som for 2 dage siden meddelte flyveselskabet MUK Air, at det ville udvide Stauning-ruten til fire daglige afgange, heraf to via Thisted. Men i dag fik Trafikministeriet et brev med en helt anden melding: MUK Air stopper al flyvning på Stauning Lufthavn med udgangen af marts måned. "Vi må erkender, at selskaberne ikke står i kø for at overtage Stauning-ruterne, så MUK Airs beslutning fører måske til, at vi helt må stoppe ruteflyvningen på Stauning", konstaterer borgmester Viggo Nielsen, Skjern.

Døgn-butik
RINDUM: Fredag 8. marts: Købmand Bjarne Rindom, Rindum Superkøb på Holstebrovej, udvider om et par uger åbningstiden markant, så forretningen reelt bliver en døgn-butik.

Farvel til Helga
RINGKØBING: Lørdag 9. marts: Husligt Arbejderforbund sagde fredag farvel til formanden gennem mange år, Helga Jakobsen, som er fyldt 62 år og ønsker at gå på efterløn. Hun kom ind i det faglige arbejde i begyndelsen af 1970erne og blev i 1976 formand for Husligt Arbejderforbund i Ringkøbing. Det var et halvtidsjob, men fra 1982 blev det et fuldtidsjob, da forbundets afdelinger i Ringkøbing, Holmsland, Skjern, Egvad og Videbæk blev lagt sammen.