Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Her er historien om mortergranaten i Højmark

Jens Toft afprøver det hjemmelavede dykkerudstyr, der blev brugt til at fiske mortergranaterne op af en sønderjysk mergelgrav. Foto fra bogen "Lav selv dit krudt..."

Her er historien om mortergranaten i Højmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

EOD-mand fra Skive var en tur i Højmark; granaten blev fisket op af en mergelgrav for 60 år siden.

En bomberydder fra Skive Kaserne var tirsdag formiddag forbi Højmark for at hente en mortergranat fra krigens tid.

Huset tilhører nyligt afdøde Knud Erik Eriksen, også kendt som »Æ Smed«, og det var hans to sønner, der under oprydning i huset fandt den grantlignende genstand.

EOD-folk vurderede, om det var noget, de skulle tage sig af; EOD er en international betegnelse for mineryddere, Explosive Ordnance Disposal, der betyder »bortskaffelse af eksplosiver«.

EOD mente, at der kunne være tale om en mortergranat, og sendte en mand til Højmark. Han kiggede på tingesten, og vurderede, at den kunne transporteres, så han tog den med sig i bilen nordpå.

Fundet i mergelgrav

Der var rent faktisk tale om en mortergranat, men den var ganske uskadelig, for tændsatsen var pillet ud, fortæller tidligere maskinhandler Jens Toft, Højmark.

Det ved han ganske bestemt, for han var nemlig med til at fiske granaten op af en mergelgrav i Sønderjylland i 1956.

Han og Knud Erik Eriksen var blevet venner, da den unge smed flyttede til Højmark, og delte interessen for mekanik, krudt, kugler og våben.

I sin erindringsbog, »Lav selv dit krudt«, fortæller Jens Toft, at tilbage i 1946 havde han været med til at fiske to tyske maskingeværer op af en mergelgrav ved Ribe.

Nu kom de to mænd til at snakke om, hvorvidt der stadig lå efterladenskaber fra krigen i mergelgraven.

Sammen med Jens Tofts fætter, Ole, konstruerede de et Georg Gearløs-agtigt dykkerudstyr, så de kunne se, hvad der lå på bunden af den otte meter dybe mergelgrav.

Motergranater og pansernæver

En søndag morgen i august 1956 gik de i gang.

»Våben fandt vi ingen af, men nogle mortergranater og en panzerfaust fik vi da i sækken sammen med et par stålhjelme. Tændsatserne fjernede vi straks«, skriver Jens Toft i sin bog.

De var dog blevet set, deres nummerplade registreret og politiet inddraget. Det endte med, at de tre dykkere fik en bøde hver for ulovlig omgang med hittegods.

»Ole og Knud Erik gemte hver en demonteret motergranat af vejen, og jeg lagde beslag på en pansernæve, der er et enmandsbetjent våben til bekæmpelse af panserkøretøjer,« fortæller Jens Toft til Dagbladet.

Det var lige præcis den ene af disse to mortergranater, der forleden dukkede op i Højmark efter 60 år.