Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Klumme: At være Stauning-dreng

Billedtekst
Foto: Jørgen Kirk

Klumme: At være Stauning-dreng

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er noget ufornuftigt i at starte bilen, køre gennem den stressende københavnske myldretidstraffik, bruge to uendeligt lange timer inden man er på den anden side af Køge for så at hamre afsted med fuld fart mod et betalingsanlæg ved Storebælt, der uden skam opkræver 235 kroner for at hæve bommen og lade en forsætte mod det jydske.

Der er noget ufornuftigt i at starte bilen, køre gennem den stressende københavnske myldretidstraffik, bruge to uendeligt lange timer inden man er på den anden side af Køge for så at hamre afsted med fuld fart mod et betalingsanlæg ved Storebælt, der uden skam opkræver 235 kroner for at hæve bommen og lade en forsætte mod det jydske.

Stoppe på Statoil-tanken i Nyborg og få den obligatoriske og nærmest rituelle franske hotdog.

Tilbage til sædet, der på de allervarmeste sommerdage får den hvide skjorte til ufrivilligt at være et af de mest seriøse bud på en vinder til den endnu-ikke-oprettede »Miss Wet T-shirt«-konkurrence på Stauning Havn. Køre som død og helvede over Fyn med frygt for enhver fotovogn, der måtte have valgt at fremkalde et grumset og dyrt portætbillede denne fredag eftermiddag.

Ramme Lillebælt og mærke munden begynde at løbe i vand efter udsigten til mors varme retter, der kilometer for kilometer kommer tættere på.

Passere Vejle Fjord Broen og tænke at »skulle man en dag flytte tilbage til Jylland, så er det sgu da ikke helt skidt her«.

Astraen er på overarbejde, mens radioen spiller P3, og overvejelserne går på, om man efterhånden ikke er tilstrækkeligt langt væk fra Københavns juicebarer og hipsteroverskæg til at skifte over på P4, uden at nogen opdager det.

Vejene bliver mere og mere velkendte, og kurverne bliver skåret med en større snilde og elegance, jo tættere bilen nærmer sig hjemegnen.

Minutterne, som man meget nøje har lagt mærke til at have sparet ved at køre »den hurtige vej«, bliver let smidt væk, da man vælger at tage turen gennem Skjern by i stedet for ringvejen - det kunne jo være, der skete noget spændende lige præcis denne fredag aften!

Med en erkendelse af, at der heller ikke denne gang stod venner og bekendte i espalier over den hjemvendte søn, drejer bilen ind på Stauningvej og skærer nu svigende med endnu større præcision og elegance end tidligere. Havde det været jul, havde Chris Rea omtrent nu været på max-volumen, men havde ikke haft en chance imod min brors og mit jammerlige forsøg på at synge »Driving home for christmas« i et sjældent sentimentalt øjeblik.

Mine fornuftige forældre har selvfølgelig regnet på køretiden. Fredag, København-Stauning, myldretid, tissepauser - det må cirka tage fire timer.

Overraskelsen og skepsisen er omtrent lige stor, når man bliver mødt i gårdspladsen 45 minutter før den forventede ankomsttid. Kommentaren er altid den samme: »Du har fandengaleme kjårn for stærkt, hvalp!,« lyder det med garanti fra den gamle.

Inden jeg med en brugtvognsforhandlers troværdighed i stemmen når at forklare, at der nærmest ikke var trafik, og at jeg tog turen i et stræk, bliver jeg beordret at hente to kolde øl ude i garagen.

Rollo, den fritgående sorte labrador, er selvfølgelig lige i hælene hele vejen.

Er det hos far, er der altid et-eller-andet hjemmeopdrættet økologisk, gerne flæskesteg, smidt i ovnen - er det hos mor, er der altid - som i altid - en varm, hjemmelavet leverpostej på hjemmelavet rugbrød, som enhver fancy københavnsk overpris-bagerkæde ville blegne ved siden af.

Til trods for en lang og hård arbejdsuge bliver denne fredag aften oftest til lørdag, inden man rammer hovedpuden. Der bliver snakket, og er jeg hos far, er der garanti for: »Hvor'n går't i Kjøwenhawn?« Hos mor: »Du går da og bliver tynd, gør du ikke?« Oftest besvaret med henholdsvis: »Det går sgu fint.« og »Jo, men, der er jo også så meget arbejde, så jeg glemmer helt at spise.«

Fælles for dem begge er, at de er forberedt, som var det Dronningen, der kom på besøg.

Lørdag morgen skal der hentes de obligatoriske rundstykker fra Stauning Brugs - hvor jeg for seks år siden som ungarbejder solgte dagligvarer til de lokale og snakkede gebrokkent tysk til turisterne.

Det kræver som regel en vis selvdiciplin at komme hjem, inden morgenbrød bliver til aftenkaffe.

Folk vil snakke og høre, hvordan det går. Det er skønt! Der bliver snakket om løst og fast - dog mest løst. Er man heldig, står den lokale verdensmand Vagn deroppe. Vagn er altid garant for en god snak - oftest om odds og Danmarks chancer for at vinde den næste store fodboldturnering. Han lever på en eufori fra 92 og er selverklæret »optimist og ser ingen grund til, at vi IKKE kan gå hen og vinde, hvis den rigtige taktik bliver lagt«.

I Stauning snakker alle folk med hinanden - også selvom det ikke altid er lige klog snak.

Søndag er afrejsedag. Nogle gange klokken 10 - andre gange har man været i Skjern og hilse på alle de gamle venner. Det kan godt give en naturlig udskydelse af afrejsetidspunktet til at godt stykke hen på eftermiddagen.

Hvad end man har ringet på mors dør klokken fire om morgenen med en krøllet skjorte, et fjoget smil og en pose varme pølsehorn i hånden, eller man fornuftigt har tilbragt natten i hendes hjem i Ringkøbing, er køreturen hjem til København (med eller uden hovedpine) en tur med blandede følelser.

For gid tilværelsen bestod af uendelige weekend-besøg i Stauning...