Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kulturentrepenør springer ud som selvstændig

Carsten er sprunget ud som selvstændig eventmager
Foto: Mads Dalegaard

Kulturentrepenør springer ud som selvstændig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Carsten Ege Møller, der blandt andet er kendt fra »Den Grønne Sofa«, Lydens By og piratåbningen af Nationalpark Skjern Å er begyndt som selvstændig kulturentreprenør.

38-årige Carsten Ege Møller har bygget sig sin egen lille kontorhule på landejendommen på Heagervej 1. Her vil han sidde og arbejde på skæve ideer, og de, der ansætter ham, får garanti for, at ideerne ikke alene er holdbare, men også har et tvist af humor, for som han siger: »Man må gerne være lidt pirat«.

Carsten Ege Møller er født i Aarhus, men familien flyttede til Ringkøbing, da han fik arbejde hos kommunen med Nationalpark Skjern Å.

»Det var et meget bredt arbejdsområde. Jeg arbejdede både med projektet i forhold til turisme, økologisk kødkvæg, øl og oplevelsesture, men som bekendt blev projektet ikke til noget. Derfor var det da også sjovt at være med til pirat-åbningen sidste år,« siger Carsten Ege Møller.

Carsten er uddannet cand.mag. i historie, film og tv, og han har blandt andet arbejdet som frivillig i Den Gamle By i Aarhus. Og han trives, når projekterne involverer de dele.

»Jeg har altid været intereseret i historie, men historie bliver hurtigt for nørdet. Derfor er det skønt, når man kan være med til at skabe levende historie.«

Historisk marked

»Et af de projekter, jeg vil arbejde på som selvstændig, er sammen med handelsforeningen at skabe et stort historisk marked i Ringkøbings bymidte. Det gælder om at bruge de omgivelser, der er. I Horsens kan de trække 50.000 mennesker til koncerter i fængslet. Her har vi en bymidte, hvor man kan optage til tv-serien »Krøniken«. Det skal vi udnytte,« siger Carsten Ege Møller.

Senest har han været projektleder på det højt profilerede »Lydens By« i Struer. Men han blev for nylig fritstillet og indgik en gensidig fratrædelsordning.

»Lydens By er en rigtig god idé, fordi det spiller op til B&O, som Struer er kendt for, og jeg var vild med at være med til at styre for eksempel »Run to the Beat«, som 320 frivillige var med i. Men der er naturligvis forskellige holdninger til sådan et koncept som Lydens By, og det kostede mig jobbet,« siger Carsten Ege Møller.

Netop koncepter med mange frivillige er en af de ting, som Carsten gerne vil beskæftige sig med i fremtiden.

»Jeg husker med glæde, da 500 skolebørn i forbindelse med Giro d' Italia malede et 505 meter langt maleri på Herningvej med 900 liter maling. Det var sjovt, og jeg tror, at en af mine styrker er at arbejde med mange frivillige og at få de lidt skæve ideer. Jeg vil også gerne være med til at professionalisere nogle af ideerne, og til at få tænkt dem hele vejen rundt rent markedsføringsmæssigt.«

Carsten Ege Møller er også kendt for konceptet »Den Grønne Sofa«, som han har kørt nogle gange i samarbejde med Gunnar Madsen. »Den Grønne Sofa« har været brugt til arrangementer i biografen, til Folkemødet på Bornholm med Folkeskibet og senest til et arrangement på Ringkjøbing Gymnasium og i Bruuns Galleri, hvor temaet var afstemningen om retsforbeholdet.

Levende og nærværende

»Med sofaen og de rette mennesker kan du tage et emne og gøde det både levende, nærværende og underholdende. Det var fantastisk at se 400 elever på gymnasiet more sig over et emne som retsforbeholdet,« siger Carsten Ege Møller.

Hvis man kaster et blik på Carsten Ege Møllers hjemmeside cant.dk (Kant med C for Carsten), vil man se, at han tilbyder sig med mange talenter; events, workshops, moderator, foredrag, branding med video, fundrasing og meget mere. Og den nye selvstændige kulturentreprenør håber da også på, at drømmen om at blive selvstændig kan bære:

»Det er klart, at som selvstændig skal ideerne også give mening økonomisk. Der skal være et behov, noget jeg kan løse, og nogen, der vil betale for det. Men det vigtigste er, at ideerne giver mening. Man skal tro på det langsigtet. Det kan godt være, at der kun kommer 1000 til det første historiske marked i Ringkøbing, men næste gang kommer der mange flere, hvis det er godt. Da vi begyndte med pubquiz, kom der 12 mennesker. Sidste gang var der 86 mennesker på Generator. Det spredes med mund til mund, at det er rigtig sjovt. Det er måden at gøre det på.«

Carsten Ege Møller er gift med Iben Granum Møller, der er kommunikationsmedarbejder ved Ringkøbing-Skjern Museum. Sammen har de tre børn på ni, syv og næsten fem år, der elsker at boltre sig på den store grund og i laden på Heagervej, hvor der står en stor trampolin.

Fritiden bliver blandt andet brugt på at spille fodbold på Hee-Nos oldboyshold.

»Vi taber meget, og jeg trækker nok niveauet ned, men jeg løber meget og kæmper hårdt,« siger Carsten ærligt.

Han indrømmer også, at han stadig er fan af AGF, som han har fulgt, siden han var syv år.

»Det går ikke rigtig i Vestjylland, og vi har for familieroens skyld indgået det kompromis, at vi også holder med FCM,« lyder det med et lille smil.

Spørgsmålet om, hvor han er om ti år, skal der lige tænkes lidt over.

»Jeg håber da, at min virksomhed stadig eksisterer, at mit netværk er endnu større, end det allerede er, og at vi har taget nogle af koncepterne længere ud. Det kunne da for eksempel være sjovt, hvis »Den Grønne Sofa« havde udviklet sig til et landsdækkende radioprogram, eller hvis der kommer 50.000 mennesker hver gang, der er historisk marked i Ringkøbing,« siger Carsten Ege Møller.