Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Læserbrev: Havvindmøller - Hvad vi ser og ikke ser


Læserbrev: Havvindmøller - Hvad vi ser og ikke ser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Som Knud Bjarne Hansen, Skjern, er jeg også af den opfattelse, at det er fint med vindmøller.Sådan begynder et af dagens læserbreve.

Som Knud Bjarne Hansen, Skjern, er jeg også af den opfattelse, at det er fint med vindmøller.

Det gavner beskæftigelsen med mere samtidig med, at det minimerer vores afhængighed af andre nationers gøren og laden, selvom det er en pokkers dyr måde at producere strømmen på.

Som mange andre mener jeg også, det er fint at møllerne placeres på havet. Og jeg mener på havet 12-20 kilometer fra kysten. Andre lande, for eksempel England, har også etableret og planlægger flere havvindmølleparker, men alle ligger betydeligt længere fra kysten.

Vesterhav Syd er placeret ud for et af de tættest bebyggede sommerhusområder langs vestkysten. Rigtig mange turister nyder området, den uspolerede klit, stranden og havet, og mange valfarter til klitterne for at nyde solnedgangen.

Det rekreative forsvinder med udsigten til for eksempel 20-25 stk. 250 meter høje møller. Eller endnu flere, såfremt der opstilles mindre møller.

Der vil ikke være meget rekreativt i at se en solnedgang med så høje eller mange møller, der er monteret med konstant røde eller hvide blinkende lys, kun fire-seks kilometer fra stranden.

Det er helt uforståeligt og en gambling med hele turistindustrien, jævnfør udtalelser fra flere store turistorganisationer og virksomheder.

Jeg er helt med på, at den lokale turistforening mener, det kan tiltrække flere turister til området, da vindmøllerne kan markedsføres som en turistattraktion.

Jeg tror, tyskerne har nok af vindmøller at se på i det daglige, og ligesom jeg ikke tror, nogle danskere vil opfatte dette som en turistattraktion, har jeg også meget svært ved at tro, at tyskerne vil dette. Men enhver er jo salig i sin tro.

Arbejdspladserne ved produktion, opstilling og servicering af vindmøllerne er der jo under alle omstændigheder, og ingen aner noget som helst om, hvor meget - eller lidt - Hvide Sande Havn vil få af yderligere arbejdspladser, som så skal stilles i forhold til eventuelt tab i turistindustrien.

Når det så tilligemed er beregnet, at mer-omkostningen ved at placere møllerne længere ude vil være cirka 0,3 øre per kilowatt-time, giver det jo slet ingen mening.

Det rekreative Holmsland Klit vil vel i årene fremover få en endnu større markedsværdi for turistindustrien, så set i lyset af, at vindmøllerne vil stå der de næste 25-30 år, er det virkelig en helt uforståelig gambling med et unikt rekreativt område.

Beslutningen er ikke truffet endnu. Det er Naturstyrelsen som træffer afgørelsen, men vi må håbe på, at politikerne i Folketingets energiudvalg kan se, det er galt og træder i karakter. Det er ingen skam at indrømme at man er blevet klogere siden energiforliget i 2012, og det skal helst ikke blive historien om Skjern Å om igen. Altså at vi fortryder det bitterligt.