Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Læserbrev: Manglende lokal opbakning til Vesterhav Syd

Arkivfoto

Foto: SØREN BIDSTRUP/Scanpix Denmark

Læserbrev: Manglende lokal opbakning til Vesterhav Syd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Borgmesteren fordrejer bevidst fakta. Tak til Jens Kirk, fordi du bekræfter, at jeg ikke fordrejer fakta i mit tidligere læserbrev.

Borgmesteren fordrejer bevidst fakta. Tak til Jens Kirk, fordi du bekræfter, at jeg ikke fordrejer fakta i mit tidligere læserbrev.

Jeg er helt på linje med dig, når du spørger, hvorfor byrådet ikke reagerede på den meget væsentlige indskrænkning til fire kilometer fra kysten. Det ændrede jo den påståede lokale opbakning, og herved fremkom konflikten mellem borgmesteren og de lokale interessenter.

Borgmesteren meddelte jo netop 24. august 2012 på byrådets vegne positiv tilslutning til screeningen ud til 20 kilometer fra kysten. Energiministeren har netop bekræftet, at indskrænkningen til fire kilometer fra kysten alene blev foretaget af embedsmænd i Energistyrelsen af omkostningsmæssige grunde.

Uforståeligt, da det kun vil koste yderligere 0,3 øre per kilowatt at flytte møllerne ud på 20 kilometer. I VVM redegørelsen står der: »Både fra kysten og klitterne langs kysten samt i store dele af området omkring Ringkøbing Fjord vurderes havmøllerne at blive så markante i landskabsbilledet, at de vil tilføre landskabet en høj grad af forstyrrelse og resultere i en væsentlig påvirkning« (fremhævelsen foretaget af Energistyrelsen).

Der skrives videre i VVM redegørelsen: »I de store sommerhus- og turistområder, som dominerer kystområdet, vil befolkningen ligeledes opleve en ændret visuel påvirkning, hvilket potentielt kan have betydning for den rekreative anvendelse af området og oplevelsen af områdets rekreative værdier«.

Som deltager nogle år i udviklingen af de store havmøller kan jeg fra visualiseringer bekræfte, at møllerne vil dominere billedet væsentligt mere, end man frygter. Den slags møller skal ud på minimum 20 kilometer som ved kysterne i UK og Tyskland. Borgmesteren er i den efterfølgende ophedede høringsrunde citeret for at sige, at det er beskæftigelsen og erhvervslivet, det drejer sig om, og ikke turismen og sommerhusejerne.

Men der foreligger ikke nogen specifik dokumentation for den øgede beskæftigelse. Efter mange års engagement i vindmølleindustrien forventer jeg, at både opstilling og servicering primært vil ske fra Esbjerg.

Ifølge VVM-rapporten vil etableringen af Vesterhav Syd desuden have negative konsekvenser for fiskerierhvervet. Andre erhvervsdrivende som Centerforeningen i Søndervig med Kjeld Hansen i spidsen er modstandere af denne kystnære placering. Det samme gælder samtlige udlejningsbureauer og deres brancheforening samt ejerne af campingpladserne.

Der ligger slet ikke nogen brugbar dokumentation, når turistformanden fra Hvide Sande taler om turis-ternes omfattende interesse for havmøllerne. Tværtimod har den seneste spørgerunde direkte til turisterne markant vist det stik modsatte.

Jeg frygter vitterligt en katastrofekurs for turismen og turisterhvervet. Indsigelserne fra sommerhusejerne har været massive. Ikke så meget på grund af mulige prisfald, men i et værn om Naturens Rige som er en væsentlig årsag til at have sommerhus på Holmsland Klit.

Det er hævdet, at et enigt byråd har bakket op omkring Vesterhav Syd. Men forespørgslen til Venstres spidskandidater og svar fra politikere, jeg har spurgt, viser, at man ikke er klar over, at borgmesteren har sagt ja til disse kæmpe havmøller kun fire kilometer fra land.

Jeg fornemmer lidt urent trav som ved håndteringen af de store møller tæt på Stauning Lufthavn og ændringen af bevaringsaftalen omkring amtsrådhuset.

Der lægges i øjeblikket pres på energiminister og energiudvalg. Vi ved, at høringsfristen er udløbet, men kravet om lokal opbakning har aldrig været opfyldt, som påstået af borgmesteren. Så det er ikke for sent, hvis vi står sammen.