Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Læserne bakker op om møller ved vestkysten

Det vil blive besluttet i løbet af foråret, om der skal opføres møller ud for området mellem Hvide Sande og Søndervig. Arkivfoto


Læserne bakker op om møller ved vestkysten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et markant flertal af deltagerne i Dagbladets læserpanel er tilhængere den omdiskuterede møllepark, som kan blive opført ud for området mellem Hvide Sande og Søndervig.

Selv om protesterne mod de kystnære møller ud for området mellem Hvide Sande og Søndervig på det seneste har taget til i styrke, er der stor opbakning til mølleparken Vesterhav Syd blandt Dagbladets læsere.

Det viser en undersøgelse, hvor flere end 300 medlemmer af Dagbladets læserpanel har tilkendegivet deres holdning til den måske kommende havmøllepark.

59 procent af læserne svarer, at de enten synes godt om eller meget godt om projektet, mens 24 procent af læserne synes dårligt om eller meget dårligt om projektet.

16 procent af læserne svarer hverken/eller, og 1 procent svarer ved ikke.

Derfor bakker folk op

Dagbladet har i samme forbindelse bedt læserne sætte ord på, hvorfor de mener, som de mener om mølleparken.

Tilhængerne peger på blandt andet på, at havmølleparken er miljøvenlig, at den vil bidrage til lokale arbejdspladser, og at den ikke er forbundet med de samme gener for naboerne, som møller på land kan være det.

»Det er den eneste rigtige måde at opstille store møller på. De er ikke velegnet på land på grund af de store støjgener,« skriver en tilhænger.

»Det er vigtigt, at Danmark markerer sig som et miljørigtig land, der satser på vedvarende energi. Det åbner op for gode eksportmuligheder og dermed vækst og arbejdspladser. Det er meget bedre at placere vindmøller langs vestkysten end hoteller og badecentre. Vindmøller kan indgå på en mere naturlig måde, så vi fortsat kan bevare de frie og åbne kyststrækninger,« skriver en anden af tilhængerne.

»Det er vigtigt at sikre mere brug af vedvarende energi, og det giver rigtig god mening at udnytte den vind, der (næsten) altid er på havet. I forhold til indsigelserne, så kunne de turister, der måske bliver 'skræmt væk' af udsigten til havvindmøller blive erstattet af andre turister, som netop opsøger området på grund af den fremsynethed, der ligger i at placere møllerne der,« skriver en tilhænger.

Blandt de medlemmer af panelet, som svarer, at de synes godt om projektet, men ikke meget godt, lyder det, at havmølleparken burde placeres længere fra land, end der er lagt op til.

»Jo mere vedvarende energi jo bedre. Går varmt ind for havmøller. Når jeg ikke svarer helt i top, skyldes det, at jeg mener, de pågældende havmøller skal placeres længere til havs - det vil sige ti kilometer ude - for ikke at skabe en visuel ødelæggelse af den uberørte kyststrækning, som er Danmarks suverænt største naturværdi,« skriver en læser.

Fra en række af de læsere, som svarer hverken/eller, lyder det, at fordele og ulemper opvejer hinanden.

»På den ene side er det godt, fordi det skaber lokale arbejdspladser og giver miljørigtig energi. På den anden side skal møllerne bare ikke stå fire kilometer fra kysten. De skal 20 kilometer ud ligesom møllerne på Horns Rev,« skriver en læser.

»Jeg har sommerhus på Holmsland Klit og er derfor ikke særligt begejstret for møllerne, men der er jo også arbejdspladser i det for kommunen, og det vejer også noget,« skriver en anden læser.

Derfor er folk imod

Modstanderne af projektet mener først og fremmest, at møllerne vil spolere naturen på vestkysten, og at de risikerer at skræmme turisterne væk.

»Det vil ødelægge solnedgangen i Søndervig. Forringelse af sommerhuspriser og dermed nedgang i beskatningsgrundlaget. Forringelse af turistindustrien. Vi har fået 'Naturens Rige' overplastret med vindmøller,« skriver en modstander.

»Kommunens satsning på turismeområdet går ikke i spænd med kystnære møller. En stor del af gæsterne i området er tyske, og hovedparten vil overveje et andet feriemål, hvis der opstilles møller. 'Naturens Rige og kystnære havmøller klinger ikke,« skriver en anden af modstanderne.

Blandt de medlemmer, som svarer, at de synes dårligt om projektet, men ikke meget dårligt, peges der først og fremmest på, at møllerne bør placeres længere ude på havet.

»Det er helt tåbeligt at placere møllerne så tæt på kysten, hvor de vil blive meget synlige,« skriver en læser.

»Man bør koncentrere sig om turismen. Skal man have havmøller, bør de opstilles længere syd på, hvor der mindre turisme,« skriver en anden læser.

Det er endnu ikke besluttet, om mølleparken Vesterhav Syd bliver til noget, men området er i spil sammen med fem andre områder.

De kystnære mølleparker er en del af en stor energiaftale, som samtlige af Folketingets partier med undtagelse af Liberal Alliance vedtog i marts 2012. Der vil blive taget stilling til mølleparkerne i løbet af foråret 2016.

Lad din stemme blive hørt

Dagbladet oprettet Ringkøbing-Skjern Panelet, hvor borgerne får mulighed for at give deres holdning til kende.

Som medlem af panelet kan man blive spurgt om alle mulige sager, som har betydning for lokalområdet. Du kan læse mere og tilmelde dig panelet her." target="_blank">http://www.xn–ringkbing-skjernpanelet-pmc.dk/">her.