Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Landbobanken fjerner gebyrer for omlægning

Landbobankens administrerende direktør John Fisker har taget konsekvensen af utilfredsheden med de stigende bidragssatser. Arkivfoto
Foto: Henning Bagger/Scanpix Denmark

Landbobanken fjerner gebyrer for omlægning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Landbobanken kommer nu de kunder i møde, som er hårdest ramt af stigende bidragssatser hos Totalkredit.

Der har været travlhed ved telefonerne i de lokale banker, siden realkreditkæmpen Totalkredit for nylig besluttede at forhøje bidragssatserne ganske markant, så det fremover bliver dyrere at være boligejer.

Det har man nu taget konsekvensen af hos Ringkjøbing Landbobank, hvor man frem til nytår vil tilbyde de kunder, som er hårdest ramt, at de kan slippe for en række gebyrer, hvis de ønsker at omlægge deres lån.

Det drejer sig om de kunder, der enten har et F1, F2, F3 eller et F4-lån.

Disse kunder vil således slippe for at betale de såkaldte Totalkreditgebyrer samt omlægningsgebyret til banken, hvis de vælger at omlægge deres lån til et billigere lån hos Totalkredit eller til et prioritetslån i banken, og vælger de at optage et prioritetslån, vil de ikke skulle betale det oprettelsesgebyr, som man normalt betaler for at oprette den type lån.

Koster et mindre millionbeløb

»Som jeg også sagde på generalforsamlingen, har vi været i dialog med de kunder, som er ramt af de stigende bidragssatser, og vi synes, vi har fundet en rigtig god løsning. Vi forventer, at det vil koste banken et mindre millionbeløb, men vi har valgt den indgangsvinkel, at vi vil gøre det, der er bedst for kunderne,« siger Landbobankens administrerende direktør John Fisker.

Han glæder sig desuden over, at Foreningen Nykredit, der ejer hovedparten af Nykredit-koncernen, hvor Totalkredit hører under, har meddelt, at den vil yde et tilskud til Totalkredit på 600 millioner kroner, som skal være »til gavn for virksomheden og kunderne.«

Det vides ikke, hvordan Totalkredit vil anvende beløbet, men det er forventningen, at pengene på den ene eller anden vis vil komme kunderne til gode.

»Det er en melding, som vi hilser meget velkommen, og vi ser frem til at se den endelige udmøntning af den engang i løbet af marts,« siger John Fisker.

En af en række banker

Landbobanken er ikke den første bank, der reagerer på utilfredsheden med de stigende bidragssatser hos Totalkredit, der er det realkreditinstitut, som langt hovedparten af de danske banker har et samarbejde med.

Arbejdernes Landsbank var den første bank til at kompensere kunderne, og mandag meldte både SparNord Bank og Sydbank ud med tiltag, der minder om det, som Landbobanken nu er på banen med.

I alt har 16 banker nu været på banen med tiltag, der på den ene eller anden måde skal imødekomme utilfredsheden med de stigende bidragssatser hos Totalkredit.