Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Lørdagsklumme: »De fleste mennesker har brug for mere omsorg, end de kan finde«


Lørdagsklumme: »De fleste mennesker har brug for mere omsorg, end de kan finde«

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lørdagsklummen er denne gang fra Esben Lunde Larsen.

I bogen »Mellem venner« af den internationalt anerkendte forfatter, Amos Oz, beskrives livet i ensomhed mellem venner i en israelsk kibbutz i 1950erne. Idealerne er høje. Ligeså bølgerne, når det kniber med at nå til enighed. Men fælles for de fleste personskildringer i bogen er det ubekvemme mellem ideal og virkelighed, hvor ensomheden sætter ind. Ja, gennem en række personskildringer ser vi livets for- og bagside, og særligt en sætning sidder i baghovedet længe efter, at man har læst bogen færdig: »De fleste mennesker har brug for mere omsorg, end de kan finde.«

Dette udsagn rummer en dyb, dyb sandhed. Lige nu i Danmark er der i tusindvis af mennesker, som har brug for mere omsorg, end de kan finde. Det være sig helt almindeligt fortravlede danskere, der jager fra A til B for at nå hverdagens mange gøremål. Det være sig ensomme danskere, hvis eneste menneskelige input kommer fra en begrænset ordveksling i supermarkedets kø. Det være sig de mange flygtninge, som er kommet hertil på flugt fra krig og elendighed, og hvis største ønske er at kunne have fortsat den tilværelse i hjemlandet, som de har været vant til.

Ensomheden har mange ansigter, men vi opdager sjældent facetterne, hvis ikke vi stopper op og tager bestik af virkeligheden. I forhold til de mange tusinde flygtninge og asylansøgere, der er kommet til Danmark, har vi et ansvar. Et ansvar for at integrere dem, der skal blive i landet. Integrere dem, så de oplever at være rigtige borgere hos os, være en del af vores fællesskab uden at føle sig ensomme, være frie og ligeværdige. Netop følelsen af ligeværd er helt, helt afgørende for at kunne være en del af fællesskabet.

Her handler det ikke om at udslette forskelle og gøre to og fem lige. Slet ikke. Det handler om at vise, hvordan det danske samfund fungerer, og hvad det vil sige at være borger i Danmark, hvor man respekterer de borgerlige frihedsrettigheder og ligeværdet. Her går man som mand ikke til koncert for at forgribe sig på piger og yngre kvinder. Her har man ikke et kvindesyn, der hører middelalderen til.

Men for at forstå, hvordan det danske samfund fungerer, skal man møde det. Ikke blot og bart som polariserende udsagn i en ophedet debat i dagspressen eller som uforpligtende likes på Facebook. Ej heller kun i form af den kommunale integrationsmedarbejder eller støttepersoner i asylcenteret. Man skal møde det ansigt til ansigt, så mødet forpligter. For kun i det forpligtende møde, hvor man lærer respekt for næsten og for vedkommendes synspunkter og livsanskuelser, forstår man, at man ikke kan skalte og valte med den kulturelle ramme, som vi har her i Danmark. Men også at den ramme jo er langt at foretrække omkring tilværelsen frem for snærende bånd, som mange fra Nordafrika eller Mellemøsten er vokset op med.

Men essensen af et frit og ligeværdigt Danmark kan man ikke læse sig til. Det skal læres, og det er her, vi alle er forpligtede over for vore nye borgere, men så sandelig også over for alle andre borgere i forhold til at have blik for vores næste. For der er vel intet mere trist end et liv i ensomhed, uanset om den er den fortravlede forretningsmand, den ensomme ældre eller den isolerede asylansøger, så lad os være opmærksomme på de mennesker, der har brug for mere omsorg, end de kan finde.