Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Millioner til kriseramte bønder

Landbruget - både mælkebrug og svinebrug - er i krise, og der skal nytænkning til, mener formanden for Vestjysk Landboforening, Søren Christensen.

Millioner til kriseramte bønder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det ville være bedre med højere priser, mener lokal landboformand

Mælkebønder i Ringkøbing-Skjern Kommune kan forvente at få i gennemsnit 17.000 kroner i støtte; for svinebønder og andre bliver beløbet mindre.

Det står fast efter, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen har besluttet, at hovedparten af de 83 millioner kroner, Danmark får fra EU's krisepulje, skal fordeles til danske mælkeproducenter.

Formanden for Vestjysk Landboforening, Søren Christensen, er tilfreds med, at det kriseramte erhverv får støtte.

»Men det ville nu være bedre, hvis vi fik ordentlige priser for vore produkter,« siger han.

At mælkebønderne får 63 af de 83 millioner, har han ikke nogen særlig holdning til.

»Man kan altid diskutere fordelingen; heldigvis er det ikke mig, der skal gøre det,« siger Søren Christensen.

Det har dog været et stærkt ønske i landbruget, at de kriseramte mælkeproducenter får en stor andel af krispuljen; deres afregningspriser er faldet dramatisk de seneste år.

For meget mælk

Selv om Søren Christensen altså er glad for støtten - »pengene er der, og det er vi glade for,« siger han - er det ikke noget, der rækker ret langt.

»Det betyder cirka en øre mere pr. liter mælk, og det kommer vi ikke langt med,« siger han.

Efter Søren Christensens mening er problemet, at der er for meget mælk på markedet; især mælkebønderne i Danmark, Tyskland og Holland er effektive, og udnytter deres kvoter fuldt ud, samtidig med, at der besætninger er optimeret til det yderste.

»Vi skal selvfølgelig arbejde på at opdyrke nye markeder, men det er svært, og lige nu er der ikke efterspørgsel på al den mælk, der produceres,« siger han.

»Skal priserne blive bedre, må der fjernes mælk fra markedet, og det er ikke så lige til.«

Derudover er det nødvendigt, at landbruget udvikler nye produkter, der kan finde aftagere på verdensmarkedet.

Svinebønderne støttes i øvrigt på anden vis. EU-kommissionen har fra den 1. januar genindført den midlertidige støtte til privat oplagring af svinekød.