Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Naturelskere kæmpede med fakkel og bål

Per Mikkelsen fra Danmarks Naturfredningsforening stod for talen, da Ringkøbing slog ring om kysten. Foto: Jørgen Kirk
Foto: Jørgen Kirk

Naturelskere kæmpede med fakkel og bål

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I en landsdækkende demonstration mod regeringens planer om en lempelse af strandbeskyttelsesloven, havde en stor gruppe af Ringkøbings borgere taget fakkel i hånden i protest.

Der var bål og fakler på, da en stor flok i Ringkøbing var med til at slå ring om Danmarks kyster i et opråb til regeringen om at droppe den forsøgsordning, som blandt andet omfatter Søndervig FeriePark.

Regeringens planer om at lempe for strandbeskyttelsesreglerne har fået mange danskere op af lænestolen. Over hele Danmark blev der søndag klokken 17 afholdt fakkeldemonstration 200 forskellige steder i landet, og Ringkøbing var ingen undtagelse. Her var der mødt omkring 50 strand-aktivister op for at vise deres utilfredshed med planerne.

Det er Danmarks Naturfredningsforening (DN), der står bag den landsdækkende demonstrationen, og i Ringkøbing var det med den lokale afdelings bestyrelsesmedlem Per Mikkelsen som tovholder.

I første omgang drejer det sig om 25 forsøgsprojekter rundt om i landet. Heraf er én af dem Søndervig Feriepark, der skal ende med at blive Nordeuropas største badeland.

Det er en forsøgsordning, som er et skridt i den forkerte retning ifølge Per Mikkelsen, der vil sende et signal til landets politikere om danskernes modstand.

»Jeg ser det ikke som en særligt langsigtet fremgangsmåde. Det kan nok give en økonomisk gevinst på kort sigt, men ikke mere end det. Vi skal huske på, hvad vores område i virkeligheden er kendt for, og hvad det er turisterne kommer for. Det er den natur, som vi har,« forklarer Per Mikkelsen.

Han mener desuden også, at man skal passe på med at forestille sig, at det bare kunne blive til en kiosk nede ved stranden.

»Jeg frygter, at det kan udvikle sig til, at man så laver det om til en restaurant, og at der ikke kommer nogen styring på det« lyder det fra DN-medlemmet.

Han mener heller ikke, at det er en god idé, hvis man giver politikerne chancen for at gøre brug af muligheden for at gøre brug af lempelserne i fremtiden. Han frygter, at det i så fald bliver erhvervsinteresserne og penge, der kommer til at styre, hvad der kommer til at ske.

»Når det kommer til stykket vil byrådet være fristet til at tilgodese snævre kortsigtede økonomiske interesser på bekostning af langsigtet beskyttelse af vores fælles naturværdier,« lyder forudsigelsen fra Per Mikkelsen i den tale, som han fremførte foran de fremmødte.

Kræver folkeafstemning

Blandt de mange fremmødte til fakkeldemonstrationen var inspektor Lars Roesen fra Ringkjøbing Gymnasium, forfatter og journalist Jonna Odgaard og byrådsmedlemmet fra SF, Niels Rasmussen. Sidstnævnte kunne fortælle, at man på et møde i Aarhus tidligere på ugen var blevet enige om, at man fra partiets side skulle vise flaget ved denne begivenhed. Partiet var også fra partiets topledelse søndag ude og kræve, at regeringens forslag skulle til folkeafstemning. Derudover har Enhedslisten også slået fast, at de ønsker forslaget til folkeafstemning, mens Alternativet stiller sig kritiske overfor forslaget. De Radikales miljøordfører Ida Auken er heller ikke bange for at skride til en folkeafstemning.

»Det er klart, at hvis vi ikke kan forhandle os til en løsning, må vi jo se, hvad vi kan gøre,« siger hun til TV 2.

Hvis der skal være en folkeafstemning, så kræver Grundloven, at 60 stemmer for det i Folketinget. Her er de på 40 mandater, så der er stadig et stykke op for dem, hvis det skal lykkes for dem at stikke en kæp i hjulet på det flertal, der er i Folketinget for at sætte ti forsøgsprojekter i gang.

Miljøminister Eva Kjer Hansen (V) maner dog til besindighed, og slår fast, at hun ikke ønsker at lave store ændringer i reglerne, og peger i et interview med Ritzau på, at der er et bredt flertal bag beslutningen om forsøgsprojekterne, og at man ikke vil skade naturen.

»Det er altså ti plus 15 konkrete aktiviteter, vi taler om, og ikke nogen generel lempelse langs kysterne. Det er stadig meget lidt, når man tager i betragtning, at vi har 7300 kilometer kyst,« siger miljøministeren, der dog tilføjer, at hun gerne ser, at folk, der bor i nærheden af kysten, også skal sætte et gyngestativ op uden at bede staten om lov.

Dermed lader det ikke til, at regeringen lader sig rokke i spørgsmålet om strandbeskyttelsen.

I en Gallup-undersøgelse fra 2014 viste det sig, at ni ud af ti danskere ønsker, at de frie og ubebebyggede kyster skal bevares, som de er.