Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Ny bro er allerede et tilløbsstykke

Dette dronefoto, taget af Mads Nielsen, viser, hvorledes det sidste broelement løftes på plads.

Ny bro er allerede et tilløbsstykke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bro over Bagges Dæmning ikke helt færdig - men det holder ikke folk tilbage

Arbejdet med broen over Bagges Dæmning er ikke helt slut endnu; ikke desto mindre er den allerede blevet noget af en attraktion.

I weekendens smukke vejr drog adskillige vandrende og cyklende således ud for at krydse over den nordlige del af Ringkøbing Fjord ad de to broer, der nu strækker sig over hullerne i den gamle dæmning.

At der på Holmsland Klit-siden stadig manglede en rampe op til broen, og at rækværket endnu ikke var kommet op, forhindrede ikke nogen i at nyde den nye port til naturens dejligheder.

Dagbladets medarbejder tog således løbeskoene på, og kunne konstatere, at motionister nu har fået en helt ny og attraktiv rute, der giver smukke kig ud over fjordene, de store rørområder - og masser af svaner og andre fugle.

Også vores fotograf, Jørgen Kirk, har været på ekspedition, og på dagbladetringskjern.dk kan du finde hans video om den nye bro.

Indvielse venter

Det kommer dog ikke til at gå stille af, når broen og stiforløbet skal indvies officielt, fortæller Heidi Vang Grosmann, Land, By og Kultur ved Ringkøbing-Skjern Kommune.

»Vi har planlagt, at åbningen finder sted påskelørdag den 26. marts; det skal være en rigtig hyggedag for hele familien,« siger hun.

En person klædt i løjtnantsuniform fra midten af 1800-tallet vil fortælle historien om løjtnant Bagge og hans store planer for afvanding af den nordlige del af fjorden, der blev kuldkastet af en storm i 1865.

Børn og forældre får mulighed for at grille snobrød; kommunen tager en bunke cykler med, som folk kan låne, så de kan cykle over dæmningen.

Også Ringkøbing-Skjern Museum vil være til stede og fortælle om dyrelivet i og omkring fjorden.

»Så arbejder vi på at få Musikskolen derud, så vi kan få en musikalsk indvielse,« siger Heidi Vang Grosmann.

Endnu mangler projektet at blive helt færdig; der skal sættes rækværk op på den sidste del af broen, der skal lægges stenmel på nogle stier, og området skal lige rettes til, og der skal ryddes op efter det store anlægsarbejde.