Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


OL-bronze til Alkjærskolens 4B

Glimt fra Skole OL i Aarhus, hvor 4.B fra Alkjærskolen gjorde det fantastisk godt. Privatfotos.

OL-bronze til Alkjærskolens 4B

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Benhård træning gav resultat: 4B nummer tre ud af 104 skoleklasser

RINGKØBING: Flaget var hejst, og ungerne blev hyldet efter alle kunstens regler, da 4B fra Alkjærskolen i denne uge vendte hjem fra Skole OL i Aarhus.

Med god grund:

De 20 elever i klassen havde nemlig bronze med tilbage til Ringkøbing: Klassen blev samlet set tredje bedst ud af 104 fjerde klasser fra hele landet.

To af eleverne, Oskar og Ida, scorede endda guld i 60 meter hækkeløb.

Deres lærer Mette Skaanning Nielsen var selvsagt stolt af sine elever, da Dagbladet talte med hende oven på præstationen.

Men de er ikke kommet sovende til triumfen, understreger hun:

- Efter skoleidrætsdagen i Ringkøbing, hvor klassen vandt, sagde jeg til dem, at skulle de med til Aarhus, måtte de virkelig træne.

Den var børnene med på!

Siden har de trænet på atletikbanen på Kongevejens Stadion tre morgener om ugen.

Torben Elmertoft fra Ringkøbing Atletik og Motion sagde også, at de kunne komme og træne gratis om eftermiddagen, fortæller Mette Skaanning Nielsen, og det benyttede eleverne sig også af.

Hun gav endda eleverne "hjemmearbejde" med hjem i form af bolde, så de kunne øve sig i boldkast.

Seks discipliner

Børnene skulle dyste i syv discipliner, to kilometer løb, 400 meter løb, 60 meter løb, 60 meter hækkeløb, boldkast, længdespring og stafetløb, og træningen gav bonus i Aarhus.

Men det er i virkeligheden ikke så meget metallet om halsen, der glæder Mette Skanning Nielsen.

- Eleverne var utroligt glade, positive og gode til at støtte hinanden. De havde den indstilling, der gør, at man som lærer siger, at man har verdens bedste job, fastslår hun.

Også 5C og 6B fra Alkjærskolen deltog, og selv om det ikke blev til metal, blev 5C placeret på en 28. plads ud af 92 deltagende klasser.

Mette Skaaning Nielsen tilføjer, at nogle af eleverne er blevet så glade for atletik, at de er begyndt at træne sammen med Ringkøbing Atletikklub.

- De har i den grad også fundet ud af, at hvis man virkelig gør sig umage og træner, får man også resultater siger hun.

En særlig oplevelse var det i øvrigt for guldvinderne i hækkeløb at få overrakt medaljerne af Europamester Sara Slott.