Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Østergaard-fans gemte sejrsøl til hjemturen

57-årige Hans Østergaard er nu officielt Venstres bud på en ny borgmester. Foto: Mads Dalegaard
Foto: Mads Dalegaard

Østergaard-fans gemte sejrsøl til hjemturen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der blev nippet forsigtigt til de kolde fra kassen på Spjald-Grønbjerg Venstres bustur. For tænk nu, hvis der blev noget at fejre senere på aftenen.

Der findes ikke noget bedre end en kold øl til at skylle både sejre og nederlag ned med.

Det mente den flok Venstrefolk, som havde taget turen fra Spjald til kulturcentret i Skjern for stemme på Hans Østergaard som ny borgmesterkandidat.

Derfor nøjedes de med at skylle halsen med en enkelt øl på udturen i den bus, de i øvrigt selv havde betalt.

»Vi var enige om, at vi skulle have øl til hjemturen - uanset om vi havde noget af fejre eller om det kun blev til gravøl,« fortæller Søren Palmelund med et stort grin.

Heldigvis for Østergaards fans så kunne de efter en ekstra time på pinebænken konstatere, at der var udsigt til noget at fejre efter Hans Østergaards valgsejr.

Derfor blev der straks lagt op til fest i bussen på vej hjemad.

»Jeg når desværre ikke med i bussen,« konstaterede Hans Østergaard, da han delte håndtryk ud til de mange gratulanter efter valget.

Østergaard behøvede dog ikke frygte at gå glip af festlighederne. Flere gratulanter gjorde ham nemlig opmærksom på, at han nok skyldte en omgang - og at der hurtigt kunne stables en efterfest på benene i hallen i Spjald.

»Om vi har nøglen. Det er ikke noget problem. Vi kender formanden (Hans Østergaard, red.),« som en Spjaldbo smilende slog fast.

Hans Østergaard var ikke alene om at blive forsinket. Formanden for Spjald-Grønbjerg Venstre, Tage Møller, skulle nemlig give en hånd med oprydningen i kulturcentret, inden han kunne sætte kursen hjemad.

Møller fik i øvrigt en særlig tak fra Hans Østergaard efter sejren. Kampagnelederen har været svær at køre træt i løbet af de seneste måneder.

Hver eneste dag har han været ude for at stemme dørklokker, for at få folk i den østlige del af kommunen til at melde sig ind i Venstre. I alt nåede Tage Møller og hans hjælpere op på 170 nye, som skulle lægges oveni de gamle. Og hovedparten af dem tog altså turen til Skjern for at bakke op om deres lokale kandidat.