Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Opholdssted lukker: »kunderne« svigter

Karsten Filsø skal nu ud og finde andet arbejde. Flere af de ansatte har fået job. Det samme har hans kompagnon Morten Skov Jensen. Arkivfoto
Foto: Johan Gadegaard

Opholdssted lukker: »kunderne« svigter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dårlig økonomi tvinger opholdstedet Novej 11 til at lukke. Kommune vælger alternative løsninger, når de anbringer børn og unge. Uheldigt, mener leder.

Om en lille måned lukker Karsten Filsø ned for sin arbejdsplads gennem 14 år.

Det er ikke længere muligt at drive det lille private socialpædagogiske opholdssted Novej 11 ved Ringkøbing, og det tager han og kompagnonen Morten Skov Jensen nu konsekvensen af.

»Det er vemodigt, men der er ikke længere plads til små, familielignende opholdssteder som vores. Vi har haft et par ledige pladser i nogle måneder, og der er ingen udsigt til, at de bliver fyldt op. Det giver røde tal på bundlinjen. Og derfor har vi besluttet at lukke i god ro og orden,« siger Karsten Filsø.

De tre unge, som lige nu bor på stedet, skal derfor flytte.

Unge kommer i klemme

Dermed bliver Novej 11 en del af en tendens. I efteråret måtte Siesbæklund ved Hee dreje nøglen og andre døgntilbud har lidt samme skæbne.

Ifølge Karsten Filsø er udfordringen, at kommunerne i stigende grad vælger andre løsninger end opholdssteder til anbragte børn og unge.

»Holstebro Kommune skal spare ni millioner kroner på specialområdet og Lemvig Kommune skal også spare. Det er nogle af dem, som ellers har brugt os allermest, men som ikke gør det mere Det er for mig at se en uheldig udvikling. Sårbare unge vil komme i klemme, fordi kommunerne bruger netværksanbringelser og plejefamilier i langt højere grad end tidligere. Men virkeligheden er sådan, at den billigste løsning ikke altid er den bedste,« siger Karsten Filsø.

På Novej 11 har der været socialpædagoger døgnet rundt, som netop kan give den profesionelle indsats, som Filsø mener er nødvendig for mange anbragte unge.

God lokal opbakning

Opholdstedet på Novej er nu sat til salg og i slutningen af marts bliver der lukket og slukket.

»Vi har været rigtig glade for at drive stedet, og synes bestemt, at vi kan være vores indsats bekendt. Vi har haft rigtig god opbakning i lokalområdet, og det har vi altid været meget tilfredse med,« siger han.

Morten Skov Jensen, der har været kompagnon de seneste tre år, har allerede fået nyt arbejde. Det samme har nogle af de seks ansatte på opholdsstedet. Karsten Filsø selv skal nu se sig om efter noget nyt at lave.