Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Politiker: Overtrådte konsulentfirma reglerne?

Pia Vestergaard spørger nu, om Socialfagligt Fokus traf afgørelser i sygedagpengesagerne - og dermed overtrådte reglerne. Arkivfoto

Politiker: Overtrådte konsulentfirma reglerne?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Byrådsmedlem Pia Vestergaard stiller spørgsmål til forvaltningen om, hvorvidt konsulentfirma har truffet afgørelser i sygedagpengesager. Det vil i givet fald være ulovligt.

Ringkøbing-Skjern: Sagen om Ringkøbing-Skjern Kommunes brug af et privat konsulentfirma, der blev belønnet med en bonus på 800.000 kroner, udvikler sig nu yderligere.

SF-byrådsmedlem Pia Vestergaard stiller spørgsmål om, hvorvidt konsulentfirmaet Socialfagligt Fokus overtrådte forvaltningsloven, da firmaet i 2016 var hyret af Ringkøbing-Skjern Kommune.

Firmaet havde til opgave at omorganisere sygedagpengeafdelingen og nedbringe kommunens udgifter til sygedagpenge, hvilket lykkedes. Ringkøbing-Skjern fik i 2016 en nettobesparelse på godt 8,8 millioner kroner på sygedagpengene, hvilket udløste en bonus på godt 800.000 kroner til konsulentfirmaet oveni det faste honorar.

Pia Vestergaard har imidlertid en kraftig mistanke om, at konsulentfirmaet i flere tilfælde overtrådte en klar regel.

- Det er ulovligt, hvis et konsulentfirma træffer afgørelser i kommunale anliggender. Et konsulentfirma må kun være sagsforberedende - altså behandle sager og forberede dem til en afgørelse. Men det er de fastansatte hos kommunen, der skal træffe den endelige afgørelse. De handler jo under forvaltningsloven. Derfor er der en alvorlig sag, hvis Socialfagligt Fokus har truffet afgørelser om, hvorvidt sygemeldte borgere har kunnet få forlænget deres sygedagpenge eller ej, siger Pia Vestergaard.

I 2011 måtte Kolding Kommune lade 125 sygedagpengesager gå om, efter at Ankestyrelsen havde fastslået, at det private firma Falcks Jobservice ikke måtte træffe myndighedsafgørelse på kommunens vegne. Kolding Kommune have hyret vikarer hos firmaet til at assistere i kommunens sygedagpengeafdeling. Ringkøbing-Skjern Kommune benyttede vikarer fra Socialfagligt Fokus i 2015 til at nedbringe en pukkel af sager. Firmaet blev derefter hyret til at omorganisere afdelingen i i 2016, hvilket dets to konsulenter gjorde så godt, at kommunen valgte at ansætte dem som henholdsvis konsulent i administrationsenheden og faglig koordinator i sygedagpengeafdelingen.

- Det står jo klart, at de to konsulenter fungerede som ledere af sygedagpengeafdelingen, og spørgsmålet er, om de også traf afgørelserne i sygedagpengesagerne. Hvis det er sket, står kommunen med et alvorligt problem, siger Pia Vestergaard. 

Konsulentfirma kalder ugyldige sager "superflot fejlmargin"

Firmaer skal undersøge

Pia Vestergaard og de øvrige politikere i Beskæftigelsesudvalget diskuterede sygedagpengesagen på udvalgsmødet torsdag.

Det var Pia Vestergaard, som startede sagen, da hun i juni anklagede kommunen for at tolke reglerne unødigt hårdt, så sygemeldte borgere ikke får forlænget sygedagpenge-perioden. Siden fulgte Dagbladets afsløringer af, at både medarbejdere og konsulentfirmaet har modtaget bonus, hvilket har affødt spørgsmål til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

På torsdagens udvalgsmøde udtrykte flertallet tillid til den måde, sagsbehandlingen vedrørende sygdagpengeområdet udføres på. Pia Vestergaard udtrykte tillid til medarbejderne, men synes stadig, linjen er for stram i myndighedsudøvelsen.

Udvalget aftalte, at kommunens revisionsfirma Deloitte derfor skal lave en udvidet revision på sygedagpengeområdet. Desuden skal Marselisborg - Center for Udvikling, Kompetence og Viden foretage en sammenligning mellem niveauet i Ringkøbing-Skjern Kommunes afgørelser og andre kommuners afgørelser.