Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Qvist kiksede: Ikke klar til en yngre model

Lennart Qvist erkendte, at han var meget skuffet over nederlaget. Han vil nu overveje sin politiske fremtid.
Foto: Mads Dalegaard

Qvist kiksede: Ikke klar til en yngre model

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Under halvdelen af de knap 900 Venstremedlemmer ville have en ny og yngre borgmestertype. Det kostede Qvist posten som Venstres spidskandidat.

Lennart Qvist måtte i aftes erkende, at det generationsskifte, som et massivt flertal i Venstres byrådsgruppe efterlyser, ikke er nær så stort et ønske hos medlemmerne.

I hvert fald var det under halvdelen af de omkring 900 stemmeberettigede Venstrefolk, som i går stemte på den 45-årige kandidat og hans fornyelsen af den vestjyske borgmesterprofil.

»Det er vilkårene. Jeg var tæt på, men medlemmerne ville det anderledes. Sådan er det,« sagde Qvist efter det knebne nederlag.

Han fik ellers flest stemmer i både første og anden runde. Men derefter samlede flertallet af vælgere sig om Hans Østergaard, som efter den fjerde afstemningsrunde kunne trække sejren i land med blot 29 stemmer mere end konkurrenten.

En moden billetsælger

Hans Østergaards sejr trak flere bekymrede panderynker hos Lennart Qvists støtter.

Selv om de ikke vil sige det højt, så tvivler de nemlig på, at Hans Østergaard kan sælge lige så mange billetter til de yngre vælgere, som han kunne til det modne publikum, der dominerede billedet til opstillingsmødet.

Dermed kan det blive svært for Venstre at vinde det tabte tilbage.

På Facebook er de ærgerlige kommentarer da også i overtal.

»Øv, øv, øv. Nu kunne vi endelig få en borgmester med gode talegaver og en der kunne samle og sælge kommunen, ja, selvfølgelig Lennart Qvist,« skriver Jytte Duus.

»Ja, lad os endelig blive ved med at samle på gamle mænd,« lyder kommentaren fra Laila Sinkjær Aarup.

Claus Ottosen, der i øvrigt var med på Lennart Qvists 140 personer lange stillerliste, maner dog til besindelse.

»Hjertelig tillykke til Hans. Lad os nu bakke op om ham, vi har valgt,« skriver han på Facebook.

Venstres kommuneforeningsformand Jens Nicolai Vejlgaard afviser da også, at den tætte afgørelse mellem Qvist og Østergaard bliver et problem til kommunalvalget.

»Vi var valgt Venstres borgmesterkandidat ved en demokratisk proces. Og det bakker alle selvfølgelig op om. Hvis Venstre skal vinde næste valg, skal vi stå sammen, og det er jeg ikke i tvivl om, at vi vil gøre,« fastslår han.

Arbejdet begynder nu

Vinder og borgmesterkandidat 57-årige Hans Østergaard er da heller ikke selv om tvivl om, at han er i stand til at samle Venstre om en valgsejr.

»Selvfølgelig kan jeg og resten af Venstres kandidater vinde valget sammen. Det vil jeg begynde at arbejde for allerede fra i morgen. Og det er et arbejde, jeg vil glæde mig meget til at tage fat på,« lyder det fra Hans Østergaard.