Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Ringkøbing Håndbold: Færre fejl og færre afbrændere

Zeljka Nikolic måtte udgå med en fodskade til træning i tirsdags, men hun skulle blive klar til den vigtige bundkamp lørdag klokken 16 hjemme mod København Håndbold. Arkivfoto

Ringkøbing Håndbold: Færre fejl og færre afbrændere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nogle af årsagerne til Ringkøbing Håndbolds bundplacering er tekniske fejl og afbrændere. Det skal der rettes op på, hvis Ringkøbing skal gøre sig håb om at vinde bundkampen mod København Håndbold hjemme på lørdag.

Ringkøbing Håndbold-København

Ringkøbing Håndbold har tabt alle kampe efter VM-pausen.

Det har selvfølgelig ærgret træner Lars Rasmussen. Men det har også irriteret ham at se, hvor mange tekniske fejl og hvor mange afbrændere Ringkøbing har haft i de kampe.

»Havde vi bare trukket en tredjedel af de fejl og afbrændere ud af kampene, så havde vi haft nogle helt andre resultater. Men det går altså ikke, at vi brænder ni frie chancer ind over, som vi gjorde mod Nykøbing. Vi mangler den sidste kvalitet i mange af de ting, vi laver,« siger Lars Rasmussen.

Og det er ikke tomme ord, træneren slynger ud.

Divisionsforeningen Håndbold laver nemlig statistik på Primo Tours ligaen. Både for holdene men også på de enkelte spillere.

Og selv om statistik altid kan diskuteres, så er der klare tendenser i de tal, der ligger efter 15. runde.

40% af Ringkøbings angreb ender med scoringer. 27% ender med tekniske fejl, og 29% ender med afbrændere.

Ud af afslutningerne ender 52% i mål. 27% bliver reddet, 10% går forbi mål, 6% bliver blokeret, og 5% rammer træværket.

Når Ringkøbing Håndbold mister bolden, så er det sket med 105 fejlafleveringer, 48 tabte bolde og 84 regelbrud som eksempelvis skridt eller angrebsfejl.

På listen over antal tekniske fejl topper Ringkøbing Håndbolds Mathilde Neesgaard med 59 fejl i 13 kampe. Det er 25 fejlafleveringer, 11 tabte bolde og 23 regelbrud. På samme liste er Michelle Brandstrup nummer fire med 48 fejl.

Antallet af personlige fejl hænger selvfølgelig sammen med, at netop de to spillere er på banen i bagkæden stort set hele tiden for Ringkøbing Håndbold. Så vil der helt naturligt komme flere fejl.

Så der er nok at arbejde med til træning.

»Og det gør vi også. Vi arbejder hårdt. Vi ved, hvor vi skal sætte ind. Men vi skal også sørge for at holde fokus på de ting, vi gør godt. Vi kommer trods alt frem til chancer, vi står godt i forsvaret, og taktisk står vi godt på banen,« siger Lars Rasmussen.

Lørdag eftermiddag klokken 16 får Ringkøbing Håndbold besøg af København Håndbold, der har været i stort set samme sølle forfatning. København er dog kommet stærkt igen efter jul med fire sejre i fem kampe, så de nu har 14 point, mens Ringkøbing ligger næstsidst sammen med HC Odense med ti point.

»Nu er det alvor. Vi skal forstå, at det er nu, hvis vi vil melde os tilbage i kampen om pladserne syv-ni og dermed undgå nedrykningskampe. Der kommer ikke mange flere muligheder. Med en sejr er vi med igen, og vi trækker København tilbage i den kamp. Men vinder København, er de helt sikre på at undgå nedrykningskampe, mens vi får svært ved at slippe fri. Det er en meget vigtig kamp for begge hold,« fortæller Lars Rasmussen.

Københavns spil er begyndt at fungere. En trup med mange stærke spillere har hentet point og fået selvtillid.

»Men de er ikke uovervindelige. Vi vandt i København, og de ligger godt til os med deres ret så defensive forsvar. Vi skal stå godt i forsvaret, og så skal vi være meget skarpe i vores kontrafase i både første og anden bølge. Skal vi gøre os forhåbninger om sejr, så skal vi lave klart færre uprovokerede fejl, og vi skal være skarpere på vore chancer,« siger Lars Rasmussen.

Tirsdag trænede Mathilde Neesgaard ikke med. Skulderen drillede igen. Zeljka Nikolic fik problemer med en fod, men de skulle begge blive klar til den vigtige bundkamp.