Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Sengetøjsbesparelsen føres nu ud i livet

Arkivfoto. Scanpix
Foto: Kirsten Bille/Scanpix Denmark

Sengetøjsbesparelsen føres nu ud i livet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kommunen vedtog sidste år den omdiskuterede besparelse i hjemmeplejen. Det gav genlyd landet over, at de ældre skal ligge fire uger i samme sengetøj.

Den revisitering, som Bodil Vestergaard og hundredvis af andre ældre i Ringkøbing-Skjern skal igennem, er resultatet af den besparelse, som byrådet vedtog sidste år. Sidste år lød besparelsen i hjemmeplejen på 1.750.000 kroner, og den er steget til 3.550.000 kroner i år og de kommende to år.

Det blev anslået, at omkring 900 borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune vil få skåret i den hjælp, de modtager fra hjemmeplejen.

Nye tal fra kommunen siger, at der skal revisiteres cirka 1.350 borgere. På nuværende tidspunkt er der revisiteret cirka 400 borgere.

»Jeg har desværre ikke en opgørelse over, hvor mange borgere, der har mistet deres hjælp, men kan oplyse, at det ser ud til, at besparelsen vil være nået, når samtlige revisitationer er gennemført,« udtaler Dorthe Gammelgaard Jensen, leder af Myndighedsafdelingen i kommunen.

»Da revisitationerne er individuelle, vil der være nogle borgere, der oplever at få fjernet al deres hjælp, mens andre enten bevarer nuværende hjælp eller bliver reduceret i hjælpen,« siger hun.

Besparelserne sker ved at reducere i serviceadgangen for borgere, som udelukkende modtager praktisk hjælp, og borgere som både modtager personlig pleje og praktisk hjælp.

Inden besparelsen fik 533 borgere praktisk hjælp til f.eks. rengøring, tøjvask, indkøb og madtilberedning. Nu kan praktisk hjælp kun gives til borgere, som er »svært demente, blinde eller lamme i næsten hele kroppen, og som ikke har ægtefælle eller anden pårørende i boligen, som kan udføre rengøring.«

»Det var et overordnet kriterie, men vi gennemfører en individuel vurdering i hver enkelt visitering,« siger Dorthe Gammelgaard Jensen.

Dernæst skal færre borgere have hjælp til at rydde op/vaske op. 131 borgere fik den service, men timetallet skal skæres ned med 30 procent, så hver tredje borger mister den ydelse.

Der spares på hjælpen til at tilberede/anrette mad. 330 borgere fik denne hjælp, men timetallet skal skæres ned med tre procent. Det svarer rundt regnet til, at ti borgere mister den hjælp.

Der spares på gulvvask og skift af sengelinned. Før besparelsen vaskede kommunen gulv hos borgerne hver anden uge, men nu blot hver fjerde uge. Derved kan kommunen spare cirka 780.000 kroner årligt.

Samtidig plejede kommunen at skifte sengelinned hver anden uge, men nu skal borgerne ligge fire uger i det samme sengetøj.

Da besparelsen blev vedtaget, understregede socialudvalgsformand Karsten Sørensen, at kommunen stadig vil tage individuelle hensyn, når visitatorer nu skal finde ud af hvem, der fortsat skal have hjælp, og hvem der skal miste dem.

»Naturligvis tager vi individuelle hensyn, så for eksempel sygdomsramte, der har brug for at få skiftet sengelinned hyppigere end andre, også får det, og at for eksempel kørestolsbrugere kan få vasket gulv oftere end hver fjerde uge,« sagde socialudvalgsformanden.

To klager

Flere borgere har klaget over at have mistet hjemmehjælpen - og foreløbig er der kommet afgørelse fra Ankestyrelsen i to sager. I begge tilfælde stadfæstes kommunens afgørelse - borgerne får altså ikke ret i deres klage.