Hvide Sande

De kendte TV-kokke James og Adam Price vil stå klar med gryder og pander, når Fiskens Dag i år løber af stabelen i Hvide Sande søndag den 16. oktober.

Det er Hvide Sande Røgeri & Spisested, der har hyret de kendte kokke.

»Brødrene Price er kendte ansigter og rigtig gode til at sætte fokus på god og velsmagende dansk mad,« siger restaurantleder Anette Madsen, Hvide Sande Røgeri & Spisested.

Brødrene Price vil lave fiskeretter i Madcirkusvognen i et telt udenfor Hvide Sande Røgeri & Spisested fra klokken 13 og i en times tid.

Her kan publikum følge deres jongleren med gryder og pander og måske få en smagsprøve.

Underholder under middagen

Om aftenen er det ikke Prince-brødrene, der står i køkkenet, men spisestedets kokke, der tilbereder en fem retters menu.

James og Adam Price vil i stedet underholde under middagen.

»Om det bliver om mad, deres revy-optræden eller tv-programmerne, er op til dem. Vi har kun aftalt, at det skal være sjovt,« siger Anette Madsen.

Overskuddet fra arrangementet går til børn og unge i Hvide Sande.

»Målet med middagen er både at fremme interessen for danske fisk og at skaffe penge til foreninger for børn og unge i Hvide Sande,« siger Anette Madsen.