Erik Eriksen er 76 år og pensioneret entreprenør. Han ejer et lille gult hus på Højmosevej 16 som Ringkøbing-Skjern Kommune længe har ønsket jævnet med jorden.
Et chokerende opkald
Erik Eriksen blev ringet op omkring klokken 10.00 mandag formiddag af politiet og fik at vide, at nu var entreprenøren gået i gang med at rive hans hus ned.
Det forbløffede Erik Eriksen meget, da han ikke havde fået noget at vide om, hvornår det skulle foregå.
Ringkøbing-Skjern Kommune har bestemt, at huset skal rives ned, og der er gået noget galt med kommunikationen mellem kommunen og Bounum Maskinstation, som de har hyret til at rive huset ned.
Fejl i kommunikationen
Da jurist Erna Pilgaard hørte, at Erik Eriksen ikke havde fået at vide, hvornår hans hus skulle rives ned, blev hun lidt forbløffet.
»Det forstår jeg ikke, for jeg havde aftalt med Bounum Maskinstation, at det var dem, der skulle give ham besked,« forklarer hun.
Men hos Bounum Maskinstation sidder medejer Thomas Eskildsen og ser lidt uforstående på hele situationen.
»Det mindes jeg ikke, at vi har fået at vide,« siger han.
Det er ikke det eneste, som Bounum Maskinstation ikke har fået at vide.
De var ikke blevet informeret om, at nedrivningen skulle ske mod Ejer Erik Eriksens ønske. De fik et telefonnummer til politiet, som de skulle ringe på, når de skulle i gang.
»Det undrede mig da lidt, at vi skulle have politibeskyttelse, men jeg tænkte ikke videre over det,« fortæller Thomas Eskildsen.
Fagligt sammenhold
Det faktum, at det er imod Erik Eriksens vilje, huset bliver revet ned, har holdt andre fra at tage jobbet.
Kristian Astrup fra Stauning Maskinstation afviste blankt at udføre opgaven, da han hørte, at det var mod ejerens vilje.
»Det gjorde jeg, fordi vi ikke fik at vide, at det var mod hans vilje i første omgang,« forklarer han.
Det var lidt ad omveje, at Kristian Astrup fandt ud af, at det var mod Erik Eriksens vilje, huset skulle rives ned.
»Der ringede en dame fra kommunen, da vi havde fået opgaven og sagde, at jeg kunne ringe til politiet og få noget beskyttelse,« fortæller Kristian Astrup.
Da han blev klar over, at det var mod Erik Eriksens vilje, og at arbejdet ville blive udført under politibeskyttelse, trak han sig fra opgaven med det samme.
»Jeg og mine medarbejdere vil ikke arbejde under politibeskyttelse,« siger han.
»Jeg vil ikke være med til at rive en tidligere kollegas hus ned mod hans vilje. Det vil jeg simpelthen ikke være bekendt,« slår Kristian Astrup fast.
Uegnet som bolig
Erik Eriksens hus er på 50 kvadratmeter og fra 1950. Huset er af kommunen blevet erklæret uegnet til menneskebolig, og derfor vil kommunen rive huset ned for penge fra nedrivningspuljen. Nedrivningspuljen er en pulje, der blev oprettet for at forbedre det fysiske miljø i udkantsområder, og langt de fleste projekter, som puljen bliver brugt til, er foregået med ejerens velsignelse, men ikke denne gang.
Erik Eriksen har flere gange foreslået kommunen, at de kunne købe huset af ham, hvis de så gerne ville af med det, men det var kommunen ikke interesseret i.








































seneste kommentarer