Ringkøbing

»Nå, men lad os få taget det billede,« siger Henrik Olesen, da Dagbladet kommer forbi for at interviewe ham til denne artikel.

Han hiver sin kamerataske op og fremviser sin samling af linser og andet blæret kameraudstyr, som selv Dagbladets fotograf bliver imponeret over.

»Ja, det griber jo om sig, når først man bliver fotointeresseret,« griner Henrik Olesen.

Til hverdag arbejder han i Landbobankens marketingafdeling, hvor han har fået lov at implementere sin store interesse for at fotografere i sin arbejdsdag.

»Det startede i ’99, hvor jeg arbejdede som ejendomsmægler og havde ansvar at tage billeder af husene. Dengang var vidvinkelbilleder i 180 grader noget helt nyt, så derfor sendte de mig på et fotokursus, så jeg kunne lære lidt om det. Og så blev jeg bare interesseret i at fotografere,« fortæller Henrik Olesen.

Autodidakt professionel

Da han blev ansat i Landbobanken i 2003, fik han lov til at investere i nogle lamper og til at lave et lille fotostudie. Og han kom på flere fotokurser, blandt andet i portrætfotografering.

»Da jeg kom til, brugte de en professionel fotograf til alting, selv portrætbilleder af nye medarbejdere, så pengene til udstyret blev hurtigt tjent hjem igen,« fortæller han.

I dag tager Henrik Olesen billeder til mange af Landbobankens arrangementer, til ROFI-arrangementer, og så er han fast fotograf i sin gamle idrætsklub RIF. Og så tager han af og til også billeder til Dagbladet.

»Jeg har lagt mærke til, at flere og flere private indsender billeder til avisen, og det er fint nok, men man kan altså godt se forskel på, når det er privat eller professionelt taget. Både med hensyn til valg af vinkel og hvidbalance. Snebilleder bliver ofte meget blå, og indendørsbilleder gule,« siger han.

Du behøver ikke være prof

»Rigtig mange tager bare billeder på automatikken, og det kommer der også nogle okay billeder ud af, men der er jo mange andre muligheder i sådan et kamera,« siger Henrik Olesen.

De mange fotointeresserede avislæsere fik Henrik til at tænke, at der måske var interesse for en ny fotoklub i Ringkøbing.

»Jeg tænker, at det skal være sådan et sted, hvor alle fotointeresserede kan mødes og udveksle idéer og erfaringer. Og så kan vi holde temaaftener, hvor vi for eksempel kunne få besøg af en pressefotograf til at fortælle, hvordan man skyder det gode billede i alle slags situationer, eller en ornitolog der fortæller, hvordan man fanger det bedste dyrebillede.«

»Er det et 16-35-objektiv, du har der?« spørger Henrik henvendt til Dagbladets fotograf, og i de næste par minutter fyger ord som »blænde«, »HDR« og »hvidbalance« gennem luften.

»Ja, det må du undskylde, der gik vist lidt nørd i den,« siger Henrik og tilføjer, at man altså ikke behøver at være nørd for at komme i den nye fotoklub.

»Der kom en far op til mig og fortalte, at hans søn havde fået et kamera i konfirmationsgave, og om han mon var velkommen? Og det er han da selvfølgelig. Vi vil gerne have medlemmer på alle niveauer. Det eneste, vi kræver, er, at man har et spejlreflekskamera.«

Der er informationsaften i Ringkjøbing Landbobank for alle interesserede tirsdag den 13. marts klokken 19.00. Her skal der snakkes foto og kamera, og om hvorvidt der overhovedet er interesse for en fotoklub.