45 sekunder. Så kort tid fik borgmester Iver Enevoldsen i spotlyset, da han lørdag aften under TV3’s store indsamlingsshow skulle overrække en check for landsindsamlingen »Støt Brysterne« til aftenens konferencier Peter Schmeichel.
Iver Enevoldsen stod på scenen i kampagnens lyserød t-shirt og med lyserød butterfly og overrakte Peter Schmeichel en check på 2,2 millioner kroner.
Heraf stammede de godt 320.000 kroner fra indsamlingen iværksat af Kræftens Bekæmpelse Hvide Sande Holmsland. De 280.000 kroner af dette beløb var fra det store mandesponsorløb lørdag den 8. oktober, som Iver Enevoldsen selv løb med i.
»Det var da udmærket, at vi kunne brande vores kommune på, at vi også er aktive på dette felt,« siger Iver Enevoldsen om de 45 sekunder i spotlyset.
Støtter gerne
Han var ikke i tvivl om, at han ville sige ja, da Vera Kristensen spurgte ham om han ville overrække checken på TV.
»Jeg vil da gerne støtte den gode sag ved at overrække pengene. På den måde støtter jeg også det store frivillige arbejde, der foregår i blandt andet Kræftens Bekæmpelse, og det er udmærket, eftersom det netop er frivillig år i år,« siger han.
Flot show
Showet vekslede mellem musikalsk underholdning og personlige beretninger fra kræftpatienter og deres pårørende.
»Det var et flot show, men også et show, som man blev meget følelsesmæssigt berørt af. Det var en fantastisk aften,« siger Vera Kristensen, der som formand for Kræftens Bekæmpelse Hvide Sande Holmsland også overværede showet.
Der var 1170 tilskuere, og der blev indsamlet 22,5 millioner kroner under selve showet til Kræftens Bekæmpelse.








































seneste kommentarer