Har du nogensinde undret dig over, hvorfor Kaj Munk blev skudt på nordsiden af hovedvej A15 på toppen af Hørbylunde Bakke? Bilen med de fem SS-folk og Kaj Munk kom jo kørende fra vest mod øst, så det naturlige ville være at holde ind i højre side, altså sydsiden af vejen, og skyde Munk hér. Tilmed var der på sydsiden af vejen høje træer på 7-8 meter, der kunne give god dækning, mens der på nordsiden kun var små træer på to meter.
Læg dertil, at morderne bruger næsten fem timer, fra de henter Kaj Munk i Vedersø i Vestjylland, til de skyder ham på Hørbylunde Bakke.
Mordet den 4. januar 1944 er kortlagt således: Gruppen på fem tyskere ankommer til Vedersø Præstegård klokken 20. Tidspunktet kan senere fastslås nøjagtigt af Jydsk Telefon, da Munk telefonerer, idet tyskerne banker på. Der køres fra præstegården formodentlig kl. 20.15, da Munk har pakket en taske med få ejendele.
En GPS fortæller, at strækningen på 94 kilometer fra Vedersø Præstegård til Hørbylunde Bakke kan gøres på en time og 25 minutter; ganske vist i moderne bil og på moderne vej. Men den tyske Opel Kapitän årgang 1938 var en kraftfuld bil, så selv hvis man lægger en ekstra time til, bør morderne ankomme til Hørbylunde Bakke allersenest kl. 22.40.
Efter drabet kører gruppen i høj fart til Gestapos Hovedkvarter i Århus, hvortil de ankommer kl. 02. Afstanden mellem Hørbylunde Bakke og Gestapo-hovedkvarteret på Århus Universitet er 56 kilometer og bør i høj fart have taget maksimalt en time. Drabet må altså være begået tidligst klokken 01. Facit er tydelig. Der er mindst to timer og 20 minutter, der ikke er gjort rede for. Det er timerne mellem kl. 22.40 og klokken 01. Hvad lavede morderne og Munk i det tidsrum?
Kan ikke slippe gåden
Jens Kr. Lings fra Fjaltring stiftede i 1997 'Kaj Munk Selskabet' og har siden beskæftiget sig intenst med den danske digter i form af foredragsvirksomhed og som debattør i striden om Vedersø Præstegård.
Jens Kr. Lings er fascineret af Kaj Munks store kunstneriske format, hans utæmmelige idealisme og insisteren på at tale magten midt imod - allerede i '35 kritiserer han Tysklands jødeforfølgelser - og så den manglende anerkendelse, men tværtimod æresbeklikkelse fra »Samarbejds-Danmark«.
Gåderne om nord-siden og de uvisse timer på mordaftenen kan Lings ikke slippe. Der må være en logisk forklaring.
Svaret er måske, at der er hold i en teori om, at morderbanden faktisk ikke stopper ved Hørbylunde Bakke i første omgang, men fortsætter ind til Silkeborg og melder sig hos hovedvagten i Værnemagtens danske hovedkvarter, der er indrettet på et 35 hektar stort område ved Ørnsø, i kurstedet Silkeborg Bads bygninger.
Her skulle de bede om en samtale med den øverstbefalende general Hermann von Hanneken, der dog afviser dem på det kraftigste.
I jagten på et svar har Jens Kr. Lings læst politirapporten over mordet, ligsynsrapporten, obduktionserklæringen og afskriften af forhørsprotokollerne, altsammen opbevaret på Rigsarkivet i København.
»Min mistanke, om at bilen med Kaj Munk har været en tur omme ad Værnemagtens hovedkvarter, er vokset betydeligt, selv om det ikke er lykkedes mig at finde noget konkret bevis på det«, siger Jens Kr. Lings.
Løgne
Morderbanden Schwerdt, Nebel, Söhnlein, Carstensen og Gföller blev - på nær sidstnævnte, der slap helt fri - efter krigen anholdt, afhørt, dømt og siden benådet efter få års afsoning. I deres forklaringer har Lings ikke kunnet finde noget, der giver et fingerpeg om, hvad de to dunkle timer blev brugt på.
Men noget i forklaringerne peger i retning af, at aftalte løgne skal lægge et røgslør over gåderne.
Alle fem forklarer, at de på toppen af bakken drejede over i nordsiden af vejen. Alle er enige om den forklaring, hvorimod de er uenige om alt andet, hvilket Lings udlægger som, at det er en aftalt løgn.
Uenigheden kommer for eksempel til udtryk i forhørsprotokollen: Om den lange køretid sagde Carstensen under forhøret: »Schwerdt fortalte senere, at Grunden til, at det varede saa længe, forinden de udførte Drabet, var, at han var i tvivl, om hvorledes de skulle udføre det. Han medførte nemlig ogsaa en Giftsprøjte, og han kunne ikke blive enig med sig selv om, hvorvidt han skulle benytte den eller sit Skydevaaben«. (Citat fra forhørsprotokollen).
Om det siger Lings:
»Denne udlægning forekommer usandsynlig. Schwerdt var en kontant herre og har næppe tvivlet. Under forhøret nægtede Schwerdt desuden et hvert kendskab til en giftsprøjte. Han havde aldrig haft eller brugt en sådan«.
Et vidne
Hvis von Hanneken-teorien er sand, sker der dette: Bilen med Munk fortsætter over Hørbylunde Bakke, ned ad Funder Bakke, drejer til højre ind mod forstaden Lysbro, fortsætter til højre ad ringvejen og drejer til højre ad Ørnsøvej (i dag hedder vejen Gjessøvej), hvor gruppen melder sig i hovedvagten.
Söhnlein beder om at få lov at tale med general von Hanneken, øverstbefalende for de tyske militære styrker i Danmark. Bilen med Munk får lov at køre ind i hovedkvarteret. Den første bygning, som bilen ankommer til, er Silkeborg Bads hovedbygning, hvori værnemagten har indrettet kontorer. Måske er von Hanneken her. Eller måske er von Hanneken gået til ro i sit kvarter - et hus i yderkanten af det 35 hektar skovomkransede område.
Mens Söhnlein søger at få foretræde for von Hanneken, står Carstensen vagt ved bilen, Gföller sidder ved rattet, og Nebel, Munk og Schwerdt sidder på bagsædet.
Von Hannekens oldfrue, Alma Jensen, kommer tilfældigvis ud, og senere fortæller hun:
»En dag kom de kørende med en mand, som jeg den dag i dag mener var digterpræsten Kaj Munk. Vedkommende sad på bagsædet i en bil mellem to tyskere, og han så ud som om, han var død. Da jeg spurgte en vagt, om manden var død, svarede han: »Nej, endnu ikke«.
Lings er ikke tvivl: »Det er naturligvis den dansktalende Carstensen, der står vagt ved bilen, som han også gjorde på gårdspladsen i Vedersø Præstegård, der svarer hende«.
Peter-Gruppen
Inden mordet på Munk har der udspillet sig markante begivenheder i Danmark. De tre tyske ledere i Danmark, rigsbefuldmægtigede Werner Best, politifører Günther Pancke og general von Hanneken har den 30. december 1943 været hos Hitler i Ulveskansen for at få indskærpet, at kursen over for den tiltagende danske sabotage skal skærpes. Det er samtidig besluttet, at der skal indsættes en ny og hemmelig gruppe, hvis opgave er at udføre terrormord og ødelæggelser. Gruppen får navnet Unternehmung Peter - Peter-Gruppen - opkaldt efter dæknavnet »Peter Schäfer« for manden, der sidder på bagsædet ved siden af Kaj Munk - SS-Hauptsturmführer Otto Schwerdt. Med i Peter-gruppen er også Louis Nebel - manden på den anden side af Munk - og Anton Gföller, der sidder ved rattet. Det er denne gruppe, der i Kaj Munk har fået sin blot tredje likvideringsopgave. Fem dage tidligere har gruppen forsøgt at likvidere redaktøren Chr. Damm, men det mislykkes. Også politikeren Ole Bjørn Kraft overlever et mordforsøg samme dag.
Netop disse mislykkede attentater er essentielle i forståelsen af Munks morderes ageren om aftenen den 4. januar.
For hvorfor skulle Kaj Munks mordere overhovedet opsøge von Hanneken? Er der ikke tale om iskolde SS-mænd, for hvem »Befehl ist Befehl« og som aldrig vil nægte en ordre?
»Her er vi ved kernen i teorien om, hvorfor fem SS-folk kan gøre noget så udsigtsløst som at opsøge von Hanneken«, fortæller Lings.
»Ved attentatforsøget på Chr. Damm sætter denne sig til modværge og overlever, ganske vist hårdt såret. Men vi taler altså om en ubevæbnet civilist, der kæmper mod to bevæbnede medlemmer af SS. Otto Schwerdt var endda næstkommanderende i den berømmede befrielsesaktion af Italiens diktator Mussolini. Her kan han og Gföller end ikke dræbe en civilist i dennes hjem i København«.
»Vi ved også, at da gruppen mødes i Odense for at planlægge drabet, medbringer en af dem et eksemplar af »Billed-Bladet« med fotos af Kaj Munk og hans børn. Af hensyn til børnene nægter Louis Nebel at udføre drabet i præstegården, hvilket de andre tilslutter sig. Ingen af de fem i gruppen bryder sig om at skulle slå Munk ihjel, og Schwerdt ringer endda til Gestapochef Mildner på Dagmarhus for at få ordren annulleret. Også næste dag - den 4. januar, da gruppen er indkvarteret på hoteller i Herning - ringer Söhnlein forgæves til Mildner for at slippe for drabet på denne familiefar til fem. Atter afslag«.
Der er endnu et indicium. På køreturen fra Ringkøbing til Vedersø kører gruppen på må og få i flere retninger, fordi den føler sig forfulgt af et andet køretøj.
»Hvordan kan fem medlemmer af SS føle sig truet af en anden bil på en vestjysk landevej?« spørger Jens Kr. Lings.
Hos Jens Kristian Lings er sagen klar. Morderbanden har det dårligt med Kaj Munk-opgaven og improviserer undervejs for at finde en måde at slippe udenom.
»Måske tror Söhnlein endda, at de kan glæde von Hanneken ved at forære ham Munk, som han så kan forhøre og likvidere, for dermed at imødekomme Hitlers og Himmlers ordre om at sætte hårdere ind i Danmark. Det er naturligvis fuldstænding fejlbedømt. von Hannekens holdning var velkendt. Han ville ingen kontakt have med Gestapo og tog afstand fra dets opgaver og handlinger. von Hanneken var soldat af den gamle skole og kun interesseret i Værnemagtens militære opgaver, som i Danmark fortrinsvis bestod af forsvaret af Vestkysten. von Hanneken beordrede derfor Söhnlein og hans folk til at forsvinde omgående«, siger Jens Kr. Lings.
Hannekens raseri
Tilbage på Ørnsøvej, udenfor Hovedkvarteret, indså mordergruppen, at der ingen vej var uden om. Kaj Munk skulle slås ihjel.
Da de husker det store skovområde, de kørte igennem, inden de kom til Silkeborg, beslutter de sig for at køre tilbage. De ved jo ikke, om der er egnede skovstrækninger på vej til Århus. Derfor følger de vejen ud gennem Lysbro, drejer til venstre og kommer så tilbage til Hørbylunde Bakke - denne gang i modsat retning. Da de når toppen, har de et godt udsyn mod vest og samtidig kan de se, at skoven slutter. Det skal være her. De trækker ind til siden - i nordsiden selvfølgelig. Kaj Munk »er underlig rolig« forklarer de senere i afhøringen, han siger intet, men står ubevægelig ved et træ foran grøften. Schwerdt og Nebel beskylder under afhøringerne hinanden for at have affyret de tre skud mod Munk. Carstensen forklarer dog, at Schwerdt affyrer nakkeskuddet og Nebel et skud i tindingen.
På Kaj Munks taske lægger de en seddel skrevet af den dansktalende Carstensen: »Du Svin har alligevell arbejdet for Tyskland«.
Da von Hanneken næste dag orienteres om mordet, bliver han rasende og råber: »Sådan et fordømt svineri. Så skyder man de arme karle ned som skabede køtere og smider dem derpå foran vores dør for at demonstrere, at sådan gør vi her«!
»Hvorfor reagerer von Hanneken så vredt? Jeg tror, han opfatter mordstedet som mordernes »tak for sidst« til ham. En hævn for at han har sendt dem væk. Det er ikke Kaj Munks død som sådan, der oprører ham. Det er det, at gruppen skaber mistanke om, at han er indblandet«, siger Lings.
Bortset fra von Hannekens raseriudbrud, som refereres af hans ordonnansofficer Walther Kienitz, er der intet i von Hannekens militære arkiv, der fortæller noget om Munk-mordet.
Der er dog et enkelt dokument, der på mærkværdig vis linker von Hanneken med Munk. Det drejer sig om en artikel fra et amerikansk blad, hvori der står (oversat): »Doktor Kaj Munk, pastor og patriot, gav Hanneken et dansk svar på denne måde: Jeg vil hellere se de danske forbindelser forværres til Tyskland end de danske forbindelser til Kristus«.
Senere i artiklen står (oversat): »Den højeste ondskab var mordet på Doktor Munk. Den frygtløse pastor var blevet ført til Hannekens hovedkvarter for angiveligt at blive forhørt. Den følgende morgen blev hans mishandlede lig fundet i en offentlig park«.
Talentløshed
Den amerikanske artikel er fundet i et familiealbum, som von Hannekens enke overlod til et barnebarn.
»Artiklen havde ingen kommentarer på sig, hvilket kan betyde, at von Hanneken har accepteret fremstillingen, eller også har hans enke fået artiklen og blot lagt den ind i albummet, uden at tolke den nærmere«, siger Jens Kristian Lings.
Mysteriet om Kaj Munks sidste timer bliver næppe nogensinde opklaret.
Men dét, der kunne tale for, at han blev forsøgt afleveret hos Værnemagten, er, at Peter-gruppen - og andre tyske grupperinger - i mange tilfælde handlede komplet irrationelt og talentløst og ikke anede, hvad hinanden foretog sig.
Forfatteren Frank Bøgh skriver i sin bog »Peter-Gruppen«, at »når man på en bekvem historisk afstand betragter Peter-Gruppens arbejdsmåde og de kommando- og informationsveje, som gruppen havde, ses en iøjnefaldende faktor igen og igen. Nemlig en eklatant mangel på systematik og professionalisme. En mangel, der passer dårligt til gruppens ry som en effektiv eliteenhed, hvor medlemmerne var rekrutteret fra og ledet af folk fra SS«.
Frank Bøgh uddyber:
»Man forestiller sig en dræbergruppe, der iskoldt slår Munk ihjel, men intet, de foretager sig, er båret af logik. Det eneste, der redder aktionen på målstregen er deres hensynsløshed. Når alle andre muligheder er udtømte, og de når til vejs ende, tøver de ikke... »nu slår vi ham ihjel«, og så gør de det. Når man ser på deres forklaringer bagefter, hænger det slet ikke sammen. Gruppen har ikke på forhånd afgjort, hvem der skal likvidere Munk. De skriver en seddel og sætter på liget, men enhver idiot kan se, at det ikke skrevet af en dansker. Og dansk politi kan selv med sparsomme ressourcer hurtigt opklare mordet ved en simpel kontrol med færgetrafikken. De kører i en bil med tyske politinummerplader. Det var talentløshed parret med en grænseløs hensynsløshed«.
Kaj Munk bliver Peter-Gruppens første dødsoffer. Fra januar 1944 og frem til maj '45 begår gruppen mindst 90 drab og 21 drabsforsøg, 155 sabotagehandlinger og syv togattentater, hvorunder 52 mennesker mister livet.
Kilder: Ole Drostrup og Walter Kienitz: »Den hæmmede kriger«
A. Vejen Andersen: »Viborgegnen under anden verdenskrig«
Frank Bøgh: »Peter-Gruppen«.
seneste kommentarer