Ringkøbing

Virkeligheden kan være temmelig barsk for de børn og unge, som er anbragt på Schuberts Minde Behandlingshjem.

Det viste dokumentar-serien »Kæft trit og flere knus« i aftes, da der blev taget hul på seriens anden sæson. Her kunne seerne igen møde 16-årige Camilla, som fik en hovedrolle i premiereafsnittet.

Efter en løbetur ender den 16-årige pige i en episode, der får hende til at sparke, slå og spytte efter en pædagog. Det voldsomme temperament får de voksne til prompte at lægge hende ned på en trappe ind til behandlingshjemmet og holde hende fast, imens hun skriger, at hun ikke kan få vejret.

Da Camilla fortsat slår om sig, bliver hun trukket ind i bryggerset, hvor hun de næste minutter bliver holdt fast af ikke mindre end tre voksne, indtil hun er faldet til ro. Det hele sker, mens tv-kameraerne ruller.

Forstander på Schuberts Minde, Jørn Birk Nielsen, er helt med på, at en tv-dokumentar skal vise virkeligheden, som den er på et behandlingshjem på godt og ondt.

»Når man inviterer folk indenfor, kan man opføre sig gæstfrit og venligt i en periode, så bliver man sig selv, og det bliver helt almindelig hverdag, og så kan der ske en episode, som den fastholdelse, vi så i aftes. Vi vil ikke vise et glansbillede men præsentere tingene, som de er,« siger han og understreger, at fastholdelser ikke er hverdagskost.

Ringkøbing-Skjern Kommune fører tilsyn med Schuberts Minde, og herfra bekræfter man også, at der i forhold til episoden med Camilla, var tale om en helt lovlig magtanvendelse, som behandlingshjemmet selv har indberettet.

Formand for børne- og familieudvalget, Lennart Qvist (V) erkender, at det er voldsomme billeder, som gør indtryk.

»Vi skal vi huske, at der er tale om en gruppe helt særlige børn, som har meget med sig i bagagen af svigt og andre ting, og derfor er der ind i mellem brug for, at der bliver grebet ind,« siger udvalgsformanden.