ringkøbing

Direktør Bjarke Hansen fra Primo Tours troede, at den annoncerede rejseaften mandag skulle være et intimt arrangement med 25 deltagere til en hyggesnak på Dagbladet.

Rejselystne vestjyder ville det anderledes, for der har meldt sig næsten 400, så det er i stedet blevet til to aftner i Pakhuset på Nørredige.

»Jeg er godt tilfreds. Det er lækkert at møde gæsterne, og dette er en god måde at gøre det på. Jeg tror bestemt, at vi fremover vil lave lignende arrangementer,« sagde Bjarke Hansen efter mandagens vellykkede møde, der gentages i aften.

Spændende nyheder

Han havde de mange deltagere i sin hule hånd, da han fortalte om Primo Tours og rejserne. Om vinteren går de til Egypten og Gran Canaria, mens sommerprogrammet byder på Kreta, Rhodos, Tyrkiet og nyhederne Samos, Sardinien - et spændende feriecenter på øens østkyst - og den græske ø Kythira, hvortil Primo Tours er de første der arrangerer charterture.

Primo Tours sendte sidste år 13.000 danskere - flest vestjyder - på charterferie, og Bjarke Hansen kunne genkende mange af ansigterne i Pakhuset.

Han sagde, at flere af deltagerne havde været ud at rejse både to, tre og fire gange med bureauet - og mon ikke nogle efter sådan en spændende aften får lyst til at tage af sted igen.