Det er en gammel mand, der åbner døren på Peter-Gleim-Strasse 6 i Eschwege.
Håret er hvidt, ansigtet rynket, men venligt på den ranke mand i nystrøget skjorte, der netop har betjent dørhåndtaget.
Han hilser, pænt og formelt, som man nu engang gør i Tyskland, på sin danske gæst og viser ind i stuen. Solen skinner ind gennem vinduet i den lille stue – med tunge møbler, porcelænsfigurer på hylderne og mønstret tapet. Jordbærlagkagen, kaffen og det fine porcelæn har stået klar længe.
81-årige Gerhard Saalfeld tjente under krigen i bunkerne ved Krylen – et anlæg, som tyskerne kaldte for Stützpunkt Krylen. Ikke mange af hans kammerater fra dengang lever i dag, han er et af de få tidsvidner, der er tilbage.
Smørfronten
»Jeg var heldig, det har jeg tænkt over mange gange. De fleste af mine skolekammerater blev kaldt ind til SS, og de blev sendt til brændpunkterne – de steder, hvor fjenden brød igennem. Østfronten. Mange af dem faldt,« fortæller Gerhard Saalfeld.
»Vi, de 17-18-årige, var jo den sidste garde, de sidste, der kunne sendes ud. Så én ting var sikkert – man blev sendt af sted, uanset hvad,« understreger Saalfeld.
Han opsøgte selv heldet. Ved at melde sig frivilligt kunne man som ung mand undgå at blive indkaldt til det frygtede Waffen SS og dermed selv have en lille smule indflydelse på, hvor i krigen man blev sendt hen. Gerhard Saalfeld valgte krigsmarinen og kom til Danmark, til smørfronten, hvor vilkårene var helt anderledes end ved de hårde fronter i Europa.
Fattig familie
Gerhard Saalfeld er født og opvokset i Eschwege, en lille by med godt 15.000 indbyggere cirka 60 kilometer fra universitetsbyen Göttingen.
I 1934 blev han som syv-årig faderløs sammen med sine tre ældre brødre – og dermed var grunden til en hård opvækst lagt.
»Hvis man ikke har nogen far, og tilmed er i en børnerig familie, så er man fattig. Forsørgeren er væk, og selv om min mor fik en lille pension, så måtte hun arbejde hårdt for at forsørge os,« forklarer Saalfeld.
Han begyndte i skole i 1933, det samme år, hvor Adolf Hitler overtog magten i det tyske rige. Som alle andre gik Saalfeld den vej, man skulle dengang. De nationalsocialistiske værdier blev indoktrineret hele vejen rundt – i skolen, i Jungvolk (en slags spejderbevægelse) og efterfølgende i Hitlerjugend. I 1944 blev han medlem af det Nationalsocialistiske Parti, og blev i januar 1945 kommanderet til Danmark, hvor han skulle hjælpe hæren med at bevogte Vestkysten og samtidig gøre sin marineuddannelse færdig.
»Så på sin vis var det jo tæt på dét, jeg havde meldt mig til – noget med havet. Godt nok kom vi ikke til søs, men vi lå da tæt på stranden,« lyder det lunefuldt fra den tidligere tyske soldat.
Anderledes gik det to af hans tre brødre, der alle tre kæmpede under fanerne med hagekorset. Den ældste faldt i Normandiet, den næstældste blev taget som krigsfange i Afrika og sendt til USA og først løsladt i 1946. Den tredje bror var pilot i Luftwaffe og udstationeret tæt på Østersøen. Han nåede akkurat at flygte til Østrig, inden tyskerne overgav sig, og herfra kunne han finde hjem til Eschwege.
»Han tog en lastbil og kørte så langt han kunne med det brændstof, han nu kunne få fat på. De sidste par hundrede kilometer måtte han gå til fods,« siger Saalfeld om broderens flugt.
Kun den næstældste bror lever den dag i dag, men helbredet svigter. Selv om han bor tre huse længere nede ad gaden i forhold til Saalfeld, kan han ikke deltage i interviewet.
Gensynet
Gerhard Saalfeld bliver ivrig, da han ser Dagbladet Ringkøbing-Skjern fra i onsdags med den omfattende reportage fra de genfundne bunkere.
Han peger straks på billederne og forklarer, hvor hans køje må have været. Konstaterer, at bordet og skabene er rådnet væk, noterer sig, at kæderne til køjerne stadig hænger.
»Batteriet må have været fra den lommelygte, som lederen for vores bunker havde,« forklarer han om det batteri med påtrykt hagekors, arkæologerne sikrede sig fra bunkeren.
Også skulderstropperne genkender han – og finder hurtigt en mappe med papirer og genstande fra hans fortid frem. Her er et sæt originale stropper fra hans egen uniform – med gult emblem syet på, sat i plastiklomme ved siden af hans ”Wehrpass” – hans soldaterpapirer, hvor der er indført, at han blev udkommanderet til at beskytte Danmark. I mappen sidder også de papirer, der viser, hvornår han blev løsladt fra tilværelsen som krigsfange efter krigen og en række andre dokumenter fra under og lige efter krigen.
»Sådan forsøger jeg nu engang at holde sammen på alle minderne,« forklarer Saalfeld, der selv har været med til at skrive en bog om hjembyen Eschwege i efterkrigstiden.
I Kryle blev Saalfeld en del af gruppe på ti mand, der passede en kanonstilling, forbundet med mandskabsbunkeren. Der var trangt inde i bunkeren, hvor de ti mand måtte dele 20 kvadratmeter, men det vænnede man sig til.
»Om natten drev kondensvandet ned af væggene. Og hvis man gik ud og kom ind igen, kunne man bestemt lugte, at her bor der altså mennesker,« forklarer Saalfeld.
Det pæne porcelæn
Den 30. januar 1945 klokken 22 ankommer den 17-årige Gerhard Saalfeld sammen med en gruppe nye rekrutter til bunkeranlægget ved Krylen.
Gruppen har marcheret i timevis i det strenge vintervejr med høje snedriver over alt. Først fra Oksbøl til Varde og efter en togtur igen fra Ringkøbing til Krylen. Det tærede på kræfterne, men kort tid efter ankomsten opdagede Saalfeld, at forholdene i Danmark nok ikke var så ringe endda. Eftersom de nye havde været undervejs hele dagen uden at få et varmt måltid, beordrede kommandanten køkkenet til at åbne og sørge for varm suppe til de forkomne unge soldater. Klokken var 22, og Saalfeld og de andre nød det sene måltid. Alligevel spredte der sig en vis forundring hos Saalfeld – de gode vilkår til trods.
»Vi spiste bare af vores feltudstyr. Og jeg var jo fra marinen, hvor man var vant til bordskik, rigtigt porcelæn og bestik, og folk, der bragte maden til én,« forklarer Saalfeld.
Han ved godt, at det set i bakspejlet er en ubetydelig lille detalje, men det irriterede ham alligevel. Mad var der nok af, men det hele blev slasket op i den samme blikskål og blandet sammen hver dag, og spist med den sammenklappelige ske og gaffel, der var en del af udstyret.
»I Marinen var der anderledes styr på det. Og det hang sammen med, at man hvis man er ude at sejle, kan man komme til udlandet og risikere at skulle have gæster om bord. Så der var man nødt til at have styr på tingene«, lyder det fra Saalfeld.
Skarpe skud
Hverken Gerhard Saalfeld eller de andre frivillige fra krigsmarinen, som havde fået til ordre at forsvare den danske vestkyst, havde gjort deres uddannelse færdig.
Derfor måtte de ofte ud på øvelser i klitterne, og Saalfeld husker specielt de første dage, hvor de løb op og ned i sandet og skulle vænne sig til at være under beskydning med maskingeværer.
»Vi gravede en grøft, hvor vi løb frem og tilbage, mens maskingeværskuddene drønede hen over hovederne på os. Jeg tror, vi skulle forberedes på den frygt man oplever, når fjenden pludselig står der. Og det virkede!«
Saalfeld er dog ret sikker på, at hvis de allierede virkelig havde besluttet sig for at bryde gennem de tyske linjer ved den danske Vestkyst, havde slaget været hurtigt overstået.
»Jeg har senere set, hvad amerikanerne for eksempel havde med af udstyr og materiel. Der var vi kommet til kort, absolut ingen tvivl.«
Saalfeld selv fik udleveret et belgisk gevær fra 1. Verdenskrig, der næsten var lige så langt, som han var høj. Det gik ham helt op til armhulerne, og geværløbet var rustent som et gammelt skibsvrag. Han kunne forsøge at rense det lige så meget han ville – rent blev det ikke før kapitulationen. Her gik han ned til stranden og fyrede et par skud af. Nydeligt blev det, men kommandanten skældte ham hæder og ære fra for at stå på stranden og skyde.
»Men det gevær havde efterhånden indbragt mig så mange straftjenester, at nu ville jeg altså have det ordnet,« fortæller Saalfeld.
En af de værste straftjenester var at slynge honning – et pænt udtryk for at tømme og rense toiletspandene fra mandskabsbunkerne ved stranden.
Efter krigen
Da en efterhånden 18-årig Gerhard Saalfeld slap ud af sit krigsfangenskab, kom han hjem til en tilværelse i ruiner.
Tyskland lå ødelagt, og ingen havde noget. Så det blev en møjsommelig tur op for Saalfeld og hans familie. Efter at have sanket brænde i de nærliggende skove ville han tilbage til sit fag – han havde været i lære som reklamemand indenfor tekstilbranchen. Han vidste, hvordan man dekorerede et butiksvindue, hvordan man fremstillede plakater og den slags.
»Så jeg begyndte simpelthen som selvstændig. Jeg var 19 år, boede hjemme i min mors lejlighed og havde 100 Reichsmark at starte for,« lyder det fra Saalfeld.
Det lykkedes, og da han i 1991 måtte slippe tøjlerne på grund af hjerteproblemer, havde han opbygget en virksomhed med 800 kunder fordelt over hele landet. Han havde giftet sig med Ilse, som han mødte lige inden han blev sendt til Danmark, og de fik sammen en søn, Guntram.
Koteletter og kartofler
Mens Saalfeld lå i bunker ved Krylen, manglede han i hvert fald ikke noget.
Hver weekend var der biograf i spisesalen, og kokken havde indrettet en lille butik, hvor de daglige fornødenheder kunne købes. Hvis det ikke var nok, kom en købmand fra Ringkøbing forbi flere gange om ugen med sin lastbil – der var fyldt med smør, mælk, fløde og chokolade.
»Og vi købte kød hos slagteren i Kloster,« husker Saalfeld.
Specielt husker han en dag, en af de andre kom hjem med en stak koteletter. Dem stegte de i smør på en pande oven på ovnen i deres mandskabsbunker. Ligesom de før havde braset kartofler med røræg – også stegt i smør, med kakao og tvebakker til.
»Jeg har på fornemmelsen, at forplejningen ikke var den samme ved østfronten,« bemærker Saalfeld med et glimt i øjet.
Og mens de andre tyske soldater kæmpede hårdt mod russere, amerikanere og englændere, gik det anderledes fredeligt til i Danmark.
»Vi havde det godt, ingen tvivl om det. Og ved Krylen kom vi ikke i kontakt med fjenden – det gjorde de både længere syd- og nordpå, men ved Krylen var der ingen kamphandlinger.«
Ganske vist var der modstandsbevægelsen at tænke på – men set i et større perspektiv betød det ikke så meget – uden dermed at ville forklejne modstandsbevægelsens rolle under krigen, understreger Saalfeld.
»Selv om vi havde et udmærket forhold til danskerne under krigen, så var danskerne også under pres. Det kunne man efterhånden godt mærke. Og da kapitulationen kom, var vi nervøse for modstandsbevægelsen og hvad der nu ville ske,« indrømmer Saalfeld ærligt.
Verdensbilledet
Gerhard Saalfeld var med sine 17 år knap en mand, da han kom til Danmark.
Derfor sad de nationalsocialistiske idealer også stadig dybt i ham. Godt nok ville han ikke ligefrem dø ved fronten for hagekorset, men da Tyskland kapitulerede, brød hans verdensbillede sammen. Alt hvad han havde troet på, viste sig at være forkert.
»Jeg kan forestille mig, at der er mange østtyskere, der har haft det på samme måde efter murens fald. Hele mit verdensbillede viste sig at være forkert, og sådan var der mange af de unge, der havde det. Man skal huske på, at vi er vokset op med en indoktrinering – og op til krigen gik det jo også godt i Tyskland. Der var arbejde og mad til alle,« fortæller Saalfeld, uden at ville bortforklare eller undskylde sine idealer dengang.
At nazisternes forbrydelser var nærmest ubeskrivelige, forfærdelige og uhyrlige er der ingen tvivl om – og det tog som for mange andre tyskere mange år at komme sig rent menneskeligt over at have været en del af det. For det var han.
»Den dag i dag spørger man stadig sig selv – hvordan kunne det hele ende sådan, hvordan kunne alt være så forkert?«
Tilbage til Danmark
To dage efter kapitulationen skulle de tyske soldater i Danmark marchere til grænsen og overgive sig til de allierede.
Med sig måtte de bringe deres håndvåben, så de kunne forsvare sig undervejs, hvis det blev nødvendigt. Altså måtte Gerhard Saalfeld pænt slæbe sit belgiske gevær hele vejen til Tønder – men i det mindste havde han da fået renset rusten ud af løbet.
I sin tid ved Vestkysten havde han lagt mærke til de mange sommerhuse, der allerede lå der dengang. Og på de lange vagter sagt til sig selv, at man vel kunne leje et af dem en dag og holde ferie.
I 1965 vendte han tilbage til Danmark som turist med en historisk forbindelse. Han kunne ikke finde sin bunker længere, den lå begravet under klitterne. Siden 1965 har han ofte været på ferie med sin lille familie og venner, senest i 2002. Her blev hans kone alvorligt syg, og er det stadig. Hver dag tager Saalfeld ned på plejehjemmet og hjælper med at give sine kone mad, det har han lovet hende.
»Derfor kan jeg heller ikke umiddelbart tage til Vestkysten nu for at gense bunkerne – selv om jeg gerne ville,« siger Gerhard Saalfeld – en af de sidste overlevende fra Stützpunkt Kryle.
seneste kommentarer