HERNING

Godt 1.000 udstillere er med på den 15. udgave af »Ferie for Alle«, der finder sted 24.-26. februar 2012 i MCH Messecenter Herning. Og det er helt på niveau med sidste års rekordstore rejse- og feriemesse i Herning.

De besøgende kan se frem til at opleve fem hovedområder med fokus på Danmarksferie, Udland, Camping, Udeliv og Dansk Golfshow. Og for danskere med lyst til at rejse ud i den store verden bliver der i år endnu mere inspiration at hente på »Ferie for Alle«. Udlandsferieområdet er vokset med 5.000 kvadratmeter og fylder nu to messehaller. Én med charterrejser/Europa og én ekstra hal kun med oversøiske rejsebureauer og destinationer.

De besøgende vil samtidig opleve, at feriemessen i år er mere rummelig og overskuelig:

»Vi har iværksat en række nye tiltag for at give de besøgende en endnu bedre oplevelse på Ferie for Alle. Udover flere aktiviteter og konkurrencer er der mere gangplads i hallerne, og det betyder, at der vil være et bedre overblik over de mange ferietyper og rejsetilbud fra udstillerne på Skandinaviens største feriemesse,« siger projektchef Anders L. Mortensen, MCH.Omkring 35 lande er med

Et hav af drømmedestinationer fra alle verdenshjørner er repræsenteret på »Ferie for Alle 2012«. De store charterbureauer og flere specialbureauer end nogensinde er med, og dertil vil 26 turistråd og omkring ti lande deltage med stande på messen. For første gang kan de besøgende komme helt tæt på Cuba, der er med som ny destination på »Ferie for Alle«.

Der er også masser af inspiration at hente i de over 100 rejseforedrag, som udstillerne gennemfører i løbet af de tre messedage i Herning. Og i Camping-området vil det hidtil højeste udbud af danske og europæiske campingpladser være samlet – pt. er antallet omkring 200. I alt 13 messe-haller fyldes med rejseinspiration og tilbud under feriemessen.

»Ferie for Alle«-messen slår dørene op fredag 24. februar klokken 10 og fortsætter frem til søndag 26. februar klokken 17. Under åbningen vil prisen for »Årets Rejsejournalist« og »Havfrueprisen 2012« blive uddelt af Danske Rejsejournalister. Årets partnerland på »Ferie for Alle 2012« er Norge.

Svar på nedenstående spørgsmål og deltag i konkurrencen.

Vi trækker lod blandt alle de rigtige svar, og vinderne får direkte besked.