ringkøbing

Den syv gange syv gange syv meter store terning har siden 1993 hilst folk velkommen i rundkørslen i byens østlige udkant, men den oprindelige så flotte hvidgrå flade er nu blevet grå og skimlet.

Det skal der gøres noget ved, for det er ikke en måde at hilse byens gæster på, mener Simon Frahm fra Bolighuset og varehuschef Thorkild Thormann, Kvickly, der taler på vegne af mange af de handlende.

Lange udsigter
En rensning af Kuben kan dog få lange udsigter. Kommunen har faktisk gjort forsøg med algefjerner, men det virkede ikke, og en højtryksspuling er nok vejen frem.

Imidlertid vil det koste omkring 75.000 kroner at rense »skamlen«, og desuden har kunstneren, Henrik Have, modsat sig, at den renses, øjensynlig fordi han er bange for, Kuben vil blive beskadiget - og fordi den skal se ud, som den gør.

Det forstår Simon Frahm og Thorkild Thormann ikke, at kommunen retter sig efter. Når kommunen har købt og betalt værket, er det vel også dens ejendom, og de kan selv bestemme, hvad de vil gøre med værket, mener de.