Brevkasse

Christina Tatarczuk svarer på dine spørgsmål om sex og kærlighed. Har du et spørgsmål, så send det til brum@bergske.dk


Kære Christina

Jeg har en dejlig og meget smuk kæreste, som jeg elsker overalt på jorden. Hun siger, hun elsker mig højt, men jeg bliver nemt usikker, især hvis hun er sammen med andre mænd. Har ikke lyst til at dele hende, men det bliver jeg jo nødt til, når hun for eksempel er på arbejde.

Kan du give mig et godt råd?

Hilsen den usikre


Kære usikre

Kærlighed gør os bløde i knæene og ganske sårbare, og dine følelser er ganske normale. I stedet for at være ked af at dele hende, kan du prøve at tænke på, at du er den heldige og udvalgte, som hun har valgt at være sammen med.

Snak med din kæreste om det, gør hende opmærksom på, at du mangler bekræftelse i hverdagen, for kærlighed handler i høj grad om at møde hinanden, der hvor man er - også når usikkerheden sætter ind.

Lad hende fylde dig op med ros, kys og kram, så du igen kan føle dig tryg i jeres forhold.

Varme hilsener

Christina

Læs meget mere om sexolog og parterapeut Christina Tatarczuk på hendes egen hjemmeside ved at klikke her