Brevkasse

Christina Tatarczuk svarer på dine spørgsmål om sex og kærlighed. Har du et spørgsmål, så send det til brum@bergske.dk

Kære Christina

Min mand og jeg har nogle problemer, og vi ender tit i diskussioner, og kommer ikke rigtigt videre. Jeg har foreslået parterapi, men han er meget skeptisk, og synes vi burde kunne klare tingene selv.

Hvad stiller jeg op?

Hilsner, K

Kære K

Du kan næppe tvinge din mand i terapi, men du kan fortælle ham, at det vil gøre dig glad, at han vil give det en chance. Du kan love ham, at det er okay, hvis han ikke bryder sig om det efter den første gang, så han ved, der er en udvej.

Jeg har mødt mange skeptikere i klinikken - både mænd og kvinder, men de fleste ender med at elske terapien, for det er der, man møder rummelighed, forståelse og accept. Det har alle mennesker brug for, og de fleste skeptikere bliver bløde som smør, når de opdager, at min rolle som parterapeut handler om at holde med dem begge to.

Parterapi skal være et trygt forum, hvor der er plads og tid til at arbejde med de udfordringer, man står i. Hvis kemien er god, vil jeres terapeut kunne hjælpe jer med at gøre jeres diskussioner mere konstruktive - for diskussioner er helt okay i et parforhold. Det er tonen og den gensidige forståelse, der tæller.

Varme hilsener

Christina

Læs meget mere om sexolog og parterapeut Christina Tatarczuk på hendes egen hjemmeside ved at klikke her