Christina Tatarczuk svarer på dine spørgsmål om sex og kærlighed. Har du et spørgsmål, så send det til brum@bergske.dk
Kære Christina
Min søde mand og jeg har et dejligt liv sammen, men vi har en udfordring i vores sexliv.
Min mand kommer simpelthen så hurtigt, og det ærgrer os begge to lidt. Tit når jeg ikke at få så meget ud af det. Er der noget, man kan gøre ved, at manden kan holde lidt længere?
Det skal måske siges, at det altid har været sådan for ham og os.
Kærlige hilsner
Parret
Kære Par
Hvor er det dejligt at høre, I nyder jeres liv sammen. Der er flere ting, I kan gøre, for at den sidste dimension også kommer med.
Mænd, der kommer for tidligt, kan genvinde større kontrol over sædafgangen ved at optræne bækkenbunden. Det er samme slags knibeøvelser, som kvinder bliver anbefalet at lave, der sikrer mænd en stærk bækkenbund og dermed bedre kontrol over deres sædafgang.
Dernæst kan for tidlig sædafgang handle om, at pikken er meget sensitiv. Følsomheden kan mindskes ved »klaskemetoden«, som måske virker lidt morsom, men bestemt er effektiv. Metoden går ud på, at pikhovedet klaskes mod maven, håndfladen eller låret 50 gange ved hvert toiletbesøg. Efter få uger vil sensitiviteten som regel være nedsat, og manden kan holde længere.
God fornøjelse med træningen!
Varme hilsener
Christina











































seneste kommentarer