Efter seks ugers kamppause blandt andet på grund af EM tager den danske håndboldliga i aften hul på anden del af turneringen. For Skjern Håndbolds vedkommende bliver det med en udekamp mod BSV.
Og meget vanskeligere start kan Skjern næsten ikke få. BSV med landsholdsstjernerne Niklas Landin, Kasper Nielsen og Rasmus Lauge krydret med en lang række andre stærke spillere er en stor mundfuld.
Ydermere må Skjern efter al sandsynlighed undvære Claus Møller Jakobsen, der har en hælskade. Lasse Mikkelsen fik et vrid i det ene knæ til træning mandag, og Per Leegaard er stadig ude med en langvarig skade.
Skjern er i en langsigtet proces
Ydermere har Skjern skiftet træner Kosovac ud med Krister Lindgren. Derfor kan der godt være ting, der er vigtigere end lige netop at vinde i aften på udebane mod BSV.
»Vi ser lidt langsigtet på det. Målet er at klare os godt i slutspillet. Derfor er vi lige nu i en fase, hvor vi bruger alle kræfter og koncentration på at finde et spil frem, som kan hæve vort bundniveau og give os noget selvtillid som hold. De ting er faktisk lidt vigtigere for os end lige at slå BSV. Det vigtigste er at vise, at vi er nået et skridt op i den rigtige retning.
»Jeg synes, der allerede er sket mange positive ting. Krister Lindgren er enormt struktureret i sit arbejde, og det har haft en positiv effekt. Vi har fået en slags rød tråd i arbejdet. Der er skabt et hieraki. Og hvis der opstår tvivl undervejs i kampene, så er vi nu enige om, hvad det er, vi skal gøre, og i hvilken retning vi skal trække. Men tingene kan ikke køres ind på bare en måned. Derfor tror jeg, at der går en måneds tid mere, inden vi begynder at ramme topniveau, for der er mange lag at lægge på vort spil endnu,« siger anfører Jesper Jensen inden aftenens kamp.











































seneste kommentarer