Håndbold

If You can’t beat them - join them. Den engelske talemåde om, at hvis man ikke kan slå dem, så må man slå sig sammen med dem, ser det ud til, at Skjern Håndbold nu benytter sig af.

For Dagbladet Ringkøbing-Skjern erfarer, at Skjern er ved at tegne kontrakt med bagspilleren Henrik Møllgaard fra Aalborg Håndbold.

Så sent som i lørdags var Henrik Møllgaard ond ved sine måske kommende holdkammerater, da han med syv scoringer var med til at slå netop Skjern med 34-23.

Skal afløse Per Leegaard

Henrik Møllgaard skal afløse Per Leegaard, som stopper i Skjern efter denne sæson, hvor Per Leegaard ind til nu ikke har været i aktion på grund af en skade.

Henrik Møllgaard har tidligere spillet for Ribe og KIF Kolding, hvor fra han skiftede til Ålborg for halvandet år siden. Henrik Møllgaard har spillet 22 A-landskampe.

Skjern Håndbold har ingen kommentarer, men det står fast, at klubben i morgen torsdag vil præsentere en ny spiller. Det skulle se mærkeligt ud, hvis det ikke er Henrik Møllgaard.