Håndbold

Skjern Håndbold risikerer at stille svækket op til ligakampen på udebane i Sønderborg mod SønderjyskE i aften, for Jacob Østergaard er meget tvivlsom med en ankelskade.

»Til træning var jeg lidt uopmærksom. Jeg fik ikke rigtig foden med, da jeg skulle dreje mig rundt. Foden hang bare fast, og så fik jeg et slemt vrid i højre ankel,« fortæller Jacob Østergaard.

Til træning onsdag knoklede fysioterapeut Hans Jensen med ultralyd og andet for at få Jacob Østergaard klar, men bagefter kunne Jacob Østergaard alligevel ikke løbe uden stærke smerter.

Det bliver ikke let mod bundhold

Selv om SønderjyskE efter en god start på sæsonen er dumpet ned som bundhold, bliver det ikke nogen let opgave for Skjern. Det så man tidligere på sæsonen, hvor Skjern tabte 35-31 hjemme mod SønderjyskE.

»Det er vigtigt, vi har en stribe spillere, der præsterer i aften. Men hvis vi har det, så vinder vi også,« siger træner Kosovac.

Kampen byder på et gensyn med de tidligere Skjern-spillere Rune Ohm og målmand René Villadsen. Sidstnævnte var en afgørende brik, sidst de to hold mødtes.