Håndbold

Skjern Håndbolds fangruppe Ultras mister en af deres absolut største helte, når målmand Kristian Asmussen stopper i klubben efter denne sæson.

Den 40-årige målmand er mest berømt for at vise sin bare mave, når han redder et straffekast, og det får altid flere medlemmer af Ultras til at kvittere ved at smide trøjen og stå i bar overkrop og tiljuble Kristian Asmussen.

Kristian Asmussen ved ikke, om han fortsætter karrieren på topplan. »Jeg skal mærke efter, om der er mere sult, eller om det skal slutte nu,« lyder det fra Kristian Asmussen, der har spillet 76 A-landskampe og 55 kampe for Skjern Håndbold.

Begge parter glade for samarbejdet

Da målmanden kom til Skjern i sommeren 2009, var det planen, at den rutinerede keeper skulle være en enkelt sæson i klubben, men både Asmussen og Skjern blev så glade for samarbejdet, at aftalen blev forlænget med et år trods Asmussens fremskredne alder.

»Det har været fantastisk, og jeg har fået en masse energi og gode oplevelser ud af at være i Skjern. Jeg tror også, at jeg har givet en del af mig selv – og fået skabt lidt liv og debat med mine mave,« siger Kristian ”Nøller” Asmussen i en pressemeddelelse.

»Vi havde tre mål med at have Asmussen i klubben. For det første skulle han som rutineret andet valg støtte Tim Winkler og hans udvikling. Derudover skulle han være klar, når han kom på banen på afgørende tidspunkter, og endelig skulle han skabe noget energi og glæde. Alle tre ting er blevet indfriet til fulde,« siger Skjern Håndbolds formand Carsten Thygesen.