Håndbold

Skjern Håndbold fik revanche for nederlaget på hjemmebane mod Team Tvis Holstebro, da de tirsdag aften vandt lokalopgøret i Gråkjær Arena med 27-24 efter føring på 15-13 ved pausen.

Dermed satte Skjern Håndbold en streg under, at de er bedst i de indbyrdes opgør. Nu har de to hold spillet mod hinanden 29 gange, og Skjern har vundet de 20, mens Team Tvis Holstebro kun har vundet syv gange.

De to point betyder ydermere, at Skjern konsoliderede sig på fjerdepladsen. Der er nu tre point ned til netop Team Tvis Holstebro på femtepladsen.

Det blev alt for spændende

Skjern Håndbold var toneangivende fra start. Det offensive forsvar voldte virkelig hjemmeholdet problemer, og Skjern førte 9-5. Så fulgte en periode med for mange afbrændere, så Team Tvis Holstebro fik kontakt.

Efter pausen bragte Skjern sig foran 23-19 bgodt ti minutter før tid, og det lignede en afgørelse. Men en stribe tekniske fejl fulgt af kontramål til Team Tvis Holstebro bragte ny spænding med udligning til 23-23.

I slutfasen trådte Jesper Jensen i karakter med tre fine frispilninger til scoringer fra stregen. Skjern bragte sig foran 26-23, og det forspring holdt hjem.