Det tog Skjern Håndbold mindre end en uge at finde en afløser for Veroljub Kosovac. Den nye træner for resten af sæsonen er svenske Krister Lindgren fra Malmø.
45-årige Krister Lindgren har de sidste otte år trænet skandinaviske hold. Han har trænet Haugaland og Heimdal i Norge, i Danmark stod han i spidsen for Team Helsinge i 2003-05, og han blev årets træner i Sverige i 2007-08, da han førte IFK Ystad op i den bedste række.
»Jeg havde ikke noget trænerjob i denne sæson, og da jeg så fik den her mulighed, kunne jeg simpelthen ikke sige nej. Jeg kan hjælpe Skjern Håndbold samtidig med, at jeg igen kan vise mig frem som træner, så det er perfekt,« sagde Krister Lindgren ved præsentationen i klubben torsdag eftermiddag.
Der skal ikke laves en masse om
Allerede fredag morgen begynder Krister Lindgren i sit nye job, når han tager med Skjern Håndbold på træningslejr på La Santa, men spillerne skal ikke regne med, han vil revolutionere en helt masse.
»Vi er jo ikke inde i en udviklingsproces på det her tidspunkt af sæsonen. Jeg skal mere arbejde med nogle detaljer i den pakke, der allerede ligger der. Det vigtigste for mig er at komme med noget ny gejst og frisk humør. Spillerne er der til, at vi kan slå alle, og jeg ser gode muligheder for at vinde noget sammen med Skjern,« sagde Krister Lindgren.
Klubben kom i kontakt med Krister Lindgren gennem spilleragent Christian Henriksen fra CHJ Management, der er en del af Skjerns store netværk.
»Vi er glade for, at Krister var frisk til at tage opgaven. Han er vant til store udfordringer, og jeg er sikker på, at han er manden, der kan indfri vores store ambitioner for denne sæson,« sagde formand Carsten Thygesen.











































seneste kommentarer