Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Andet vinterferiestop: Man(d) spiller selvfølgelig golf i al slags vejr

Det er vigtigt at være musestille, når der skal slås. Det er den vigtigste regel - de andre regler kan reguleres lidt sådan en iskold tirsdag. Foto: Mads Dalegaard


Andet vinterferiestop: Man(d) spiller selvfølgelig golf i al slags vejr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Selvom det er februar måned, og jorden er frossen, kan man stadig spille golf. I hvert fald, hvis man spørger fire mænd, der finder fællesskab i Dejbjerg Golf Klub.

Stilhed. Kun en lille vind afbryder stilheden over de små grønne bakker, hvor fire gråhårede mænd er samlet i en nærmest højtidelig stemning.

»Swush, klak!« lyder det, da køllen svinges, og den orange bold flyver i en skæv vinkel, inden den lander kort derfra.

»Fandens,« siger Jakob Sørensen tørt

Den højtidelige stemning er afbrudt, og de fire mænd går hen mod den nærmeste bold for at spille videre. Nu løber snakken afsted om løst og fast, mens golfudstyret fragtes videre. En har en trækvogn, to slæber selv deres udstyr og den fjerde har elektrisk motor på golftasken, så den rask kører afsted. Nu skal det næste slag slås, og stilheden sænker sig endnu engang i et øjebliks respekt for den koncentration, det kræver at svinge køllen.

Det er tirsdag formiddag på golfbanen ved Dejbjerg Golfklub, og temperaturen bevæger sig ubeslutsomt mellem minus og plusgrader. Jakob Sørensen, Dan Lind Hansen, Karsten Højbjerg og Frede Larsen mødes hver tirsdag og spiller golf. Det gør de sammen med 10 andre mænd, der alle er pensionister eller førtidspensionister.

»Det handler om at få noget motion og nyde den friske luft og den skønne natur. Men først og fremmest handler det om samvær og fællesskab,« fortæller Dan Lind Hansen, der også kaldes Tiger Hansen i golfklubben.

Hasard og golfjokes

Dan Lind Hansen tæller pointene efterhånden, som de bevæger sig videre mod næste hul. De fire mænd er en del af en større gruppe mænd. Om morgenen trækker de lod om, hvem der skal gå sammen, og i dag blev det disse fire. I dag er 14 mand mødt op, og de har hver smidt 10 kroner i en fælles pulje. Puljen går til den, der slutter dagen med det laveste antal slag. De kalder det ren hasardspil.

Hos Dejbjerg Golf Klub kan man godt mærke, at det er vinterferie. Der kommer lidt flere bookinger, men kulden holder stadig de fleste væk. Det påvirker nu ikke de gråhårede mænd, der først føler sig pressede i højsæsonen om sommeren.

»Så går vi oven i hinanden, og der er mindre tid til at koncentrere sig,« siger Karsten Højbjerg, mens de går videre til næste hul.

Taberen giver

Efter hvert slag følger gerne ros eller bandeord. Enten svovler man over et dårligt slag eller roser hinanden for et særligt godt skud.

Jorden er frossen, og det er tydeligt, at ikke alle slag lander, hvor de vil gøre om sommeren. De hvide og orange golfbolde hopper og triller lidt ekstra over den ellers velplejede green.

Vinterbanen er en smule kortere end om sommeren. Men mændene får alligevel gået godt otte kilometer i løbet af dagen. Mens motionen er vigtig, er den interne konkurrence de fire imellem endnu vigtigere. Ved det sidste hul sænker stilheden igen, indtil alle boldene er i hul.

»Tak for spil,« siger de og giver hinanden hånden. Nu går de fire mænd ind i golfklubben, og så skal taberen give øl.